Tavs bestyrelse

Ex-formand vil ikke kommentere sagen.

Dan Terkildsen, partner i advokatfirmaet Danders & More i København, var formand for Abaris Ejendommes bestyrelse i 10 måneder.

I den periode blev selskabet noteret på First North-børsen - og foretog de fleste af de ejendomshandler, som førte til at bagmandspolitiet onsdag ransagede på 17 adresser, og sigtede »en håndfuld« personer for bedrageri og kursmanipulation.

Dan Terkildsen vil ikke tale med Jyllands-Posten om, hvordan han har forvaltet sit ansvar som bestyrelsesformand, der skulle honoreres med 200.000 kr. årligt.

Han ønsker ikke at svare på spørgsmål om, hvad han undersøgte om selskabets forhold og de involverede personers fortid, før han sagde ja til hvervet. Eller hvordan han som bestyrelsesformand sikrede, at alt gik ordentligt for sig, mens han var formand.

Terkildsen har kun ytret sig én gang i forløbet: Da han flygtede fra selskabet ved at nedlægge sit formandshverv dagen efter, at Abaris-affæren var afsløret i Jyllands-Posten.

Torsdag var svaret uændret: »Ingen kommentarer.«

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger blev Dan Terkildsen opfordret til at træde ind i Abaris-bestyrelsen, fordi selskabets hovedaktionær, Olav Aasted, kendte Terkildsen fra jurastudiet på Københavns Universitet.

Dan Terkildsen er tidligere formand for Den Konservative Vælgerforening i København. Fra partiarbejdet kender han reklamemanden og det tidligere konservative folketingsmedlem, Jens Heimburger. Det er især i Heimburgers selskaber, Dan Terkildsen i øvrigt har bestyrelsesposter, bl.a. formandsposten i Jens Heimburgers centrale selskab, Krogedammen A/S.

Fra disse cirkler kender Terkildsen direktør Michael Eide, som var blandt investorerne i internetbanken Basisbank sammen med bl.a. Jens Heimburger. Terkildsen inviterede Eide med i Abaris-bestyrelsen, forklarede Michael Eide, da også han forlod bestyrelsen den 19. oktober 2007:

»Jeg kender ikke til, at der er foregået noget forkert i selskabet, siden jeg kom med, men Jyllands-Postens artikler har skabt usikkerhed om personkredsen i selskabet, og det har jeg ikke lyst til at være en del af længere. Jeg kendte dem ikke, før jeg kom med i Abaris på Dan Terkildsens opfordring, og jeg har ingen andre relationer til dem,” sagde han.

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger var både Terkildsen og Eide genstand for politiets ransagninger onsdag, men ingen af dem er sigtet i sagen.

BRANCHENYT
Læs også