»Min kone siger, at jeg kommer fra en flittig familie«

INTERVIEW: Han er blevet kaldt alt fra gebyrgrib til von Straarup.

I dag kan en af landets mest udskældte og anerkendte topchefer fejre sit 40 års jubilæum. Bliv klogere på manden i spidsen for Danske Bank - og få hans tanker om troløshed, tilfældigheder, ledelse samt sin afløser.

Disse linjer kunne være historien om en tryghedsnarkoman, der i dag kan fejre 40 år på samme arbejdsplads.

Det kunne også være fortællingen om en knægt fra Fredericia, der reelt kun havde to valg: En elevplads ved kommunen eller i den lokale bank, når nu hænderne ikke var skruet på til at håndtere et mere praktisk håndværk.

Og så kunne det være beretningen om en direktør, der er blevet mere forsigtig og ikke udstikker helt så mange lodrette ordrer som tidligere.

Lad os ryste posen, blande det hele, tilsætte et par overraskende erkendelser og en portion selvironi og på den måde komme lidt tættere på en mand, der bliver den sidste af sin slags i toppen af Danske Bank.

Navnet er Peter Straarup.

Den 57-årige ordførende direktør for landets største bank begyndte ydmygt som elev i det daværende Landmandsbanken i Fredericia i en alder af blot 17 år. Ikke fordi han drømte om hverken penge, udlånsgarantier eller en karriere som en af landets på samme tid mest udskældte og mest respekterede topledere.

Selverkendelse
Heller ikke fordi han ville kopiere sin storesøster, der fire år inden var gået samme vej. Næh, valget var først og fremmest udtryk for pragmatisk selverkendelse.

»Når du i en forholdsvis lille provinsby skal have et job og ikke er disponeret for håndværk, er der ikke så mange andre steder, du kan gå hen. På det tidspunkt tog bankens Fredericia-afdeling vel mellem 25 og 30 elever ind om året, og det var tæt at være den arbejdsplads, hvor flest elever blev ansat næst efter kommunen,« lyder den lakoniske refleksion 40 år senere.

Vi sidder på første sal i bankens hovedsæde med udsigt til en enkelt konkurrent og Nationalbanken. Blandt mørkt ædeltræ, møbler af ældre dato og bimlende bornholmerure er det åbenlyst ikke kun chefen, der er langtidsholdbar.

Hvordan reagerer du selv, hvis du hører om en person, der har været så mange år i samme virksomhed?

»Nu møder jeg mange af dem i det daglige og roser dem for deres stabilitet, men hvis jeg mødte én, der havde haft den samme funktion i den samme virksomhed i 40 år, så ville jeg nok ikke sige noget, men tænke ved mig selv: ”Det var dog en trist måde at forvalte sit arbejdsliv på”,« funderer Peter Straarup, der samtidig blankt afviser, at han selv lider af tryghedsnarkomani. Dertil har udfordringerne og de interne jobskift været for forskellige og for mange.

Selv har han skiftet stilling cirka hvert tredje år gennem hele sine karriere. Den stærkt koncentrerede version kunne se således ud: Fra elev til prokurist til filialdirektør i New York. Som 35-årig blev han medlem af direktionen, og i 1998 kunne han kalde sig ordførende direktør. Det job har han haft i 10 år. Og nej, han er ikke blevet træt af det endnu.

»Hvorfor netop jeg sidder, hvor jeg gør i dag? Jeg har forsøgt at koncentrere mig om de opgaver, der lå foran mig i stedet for at koncentrere mig om, hvad jeg skulle næste gang. Og så har jeg vel været heldig at undgå at lave for mange brølere,« vurderer Peter Straarup, der helt bevidst giver samme råd videre til nye medarbejdere med ambitioner om at drøne op ad karrierestigen.

Nyd rejsen
»Der er vist en sætning, der siger, at man skal kunne lide rejsen i stedet for endestationen. Det at bide sig fast på, at man skal noget bestemt kan samtidig medføre, at man ikke giver den hele armen der, hvor man er. Eller man får sagt nej til nogle gode muligheder, fordi man er fastlåst på et særligt mål,« siger en mand, der kalder sig selv heldig og begunstiget, fordi andre spottede hans talenter og løbende gav ham muligheder og udfordringer.

Det lyder alt sammen godt. Nydeligt. Korrekt. Som udtryk for en næsten A.P. Møller'sk ydmyghed og respekt over for jobbet, for firmaet. Men nye tider er skam trængt ind bag de tykke mure på Holmens Kanal.

»I gamle dage … ja, vel for omkring 30 år siden, haha … dengang kom man ikke tilbage, hvis man forlod banken. Så havde man brændt de broer. Hvis du havde vist troløshed én gang, så havde du vist troløshed. Punktum. Sådan er det ikke længere. Hvis nogen har lyst til at søge udfordringer uden for banken for at tilføre sig selv ny viden, så er det fint, at de kommer tilbage og kan give banken det samme,« siger Peter Straarup om bankens cirka 24.000 medarbejdere.

Nej til andre job
Selv har han aldrig været til en jobsamtale uden for koncernen. Headhuntere har godt nok ringet gennem årene, men han har pænt takket nej. Ja, han har end ikke benyttet tilbud ude fra til at få sin egen løn hevet et nul eller mere op, bedyrer han.

»Om jeg er firmaets mand? Det er en roman af John Grisham, en frygtelig bog…,« returnerer Peter Straarup med netop den portion sarkasme, som har været med til at befæste mandens ry som alt fra von Straarup til Iceman. I løbet af halvanden time i hovedsædets historiske rammer virker han dog først og fremmest … tja, lun.

Er han ikke firmaets mand, så er han i hvert fald i firmaet. Men han og hans slags vil snart være en sjældenhed. På godt og ondt. Eleverne hentes ikke længere direkte efter folkeskolen, og de færreste bliver 40 år i samme virksomhed. For nu blot at nævne et par af årsagerne til, at den næste ordførende direktør ikke vil være at finde som bankelev i den efterhånden nærmest sagnomspundne Fredericia-filial.

»Jeg bliver den sidste direktør med en baggrund som bankelev. Nu ved jeg ikke, om jeg slukker håbet for nogle af mine håbefulde løjtnanter, men jeg bliver i hvert fald den sidste direktør, der ikke har en akademisk uddannelse,« lyder den kontante vurdering fra en mand, der ellers har klaret sig ganske udmærket trods sin mangel på akademiske grader.

Men tiden var en anden, ifølge Straarup selv.

»Det er blevet mere krævende at have det nødvendige teoretiske begrebsapparat, end da jeg begyndte, og det vil på nuværende tidspunkt være for svært at klare sig og gøre sig bemærket uden en akademisk uddannelse,« mener Peter Straarup, der dog nægter decideret at tilhøre en uddøende race. Fordi sådan en nekrolog dermed udelukker muligheden for, at en person uden en akademisk uddannelse kan få en »fornuftig karriere«. Det kan han eller hun sagtens. Vedkommende skal bare ikke forvente at blive den næste topchef i Danske Bank.

Krav om faglighed
For det er nok muligt, at en fremragende chef er den, der forstår at omgive sig med dygtigere medarbejdere. Men vejen til toppen kræver en faglighed, der ikke længere først og fremmest er praktisk funderet.

»Jeg har ikke noget imod at sige, at mine chefer alle sammen er smartere end mig inden for deres områder,« erkender Peter Straarup, der aldrig selv så meget som overvejede at gå i gymnasiet. Den slags var der ikke tradition for i hans familie.

»Hvad er det, man siger? At det tager tre generationer for bønder at blive til byboer?« spørger Peter Straarup, der i samme åndedrag indrømmer, at det har været vigtigt for ham, at hans egne to børn får en helt anden uddannelsesmæssig ballast end den, han selv fik. Også selv om han undervejs har taget en HD i regnskabsvæsen som supplement til bankuddannelsen.

»Jeg tror nok, at jeg ville have rykket noget i stolen, hvis mine børn ikke selv havde fundet ud af, at de skulle i gymnasiet,« siger Peter Straarup, der også glæder sig over, at både 20-årige Markus og 24-årige Esther har valgt at læse videre. Markus er netop blevet optaget på Copenhagen Business School, og Esther studerer hotel management i udlandet.

Fyldt med gode råd
Så vidt en stolt far fyldt med gode råd. Den slags giver han også gerne sine nærmeste medarbejdere. Men han kan godt lytte. Nok også mere end tidligere. I hvert fald erkender den 57-årige topchef, at han med alderen tænker mere over sin ledelsesstil. Ifølge en artikel på bankens eget intranet beskriver unavngivne medarbejdere ham direkte som en mand, der er blevet »rundere« med årene.

Mere forsigtig
»Der er ingen tvivl om, at min ledelsesstil eller min adfærd er blevet forsigtigere. Jeg stikker meget sjældent lodrette ordrer ud. Det har jeg nok gjort tidligere. Ligesom jeg har været meget mere utålmodig,« siger Peter Straarup og ser både beklemt og lettere overrasket ud, da han bliver konfronteret med det naturligt opfølgende spørgsmål:

»Om der er nogen, der har sagt, at min ledelsesstil ikke dur? Nej, nej. Hahaha. Heller ikke selvom Danske Banks chefer siger deres mening. Nogle lidt mere forsigtigt end andre, men de siger deres mening,« fastslår Straarup om den gruppe på omkring 20 chefer, der refererer direkte til ham.

»Når jeg har lagt min stil om, handler det ikke så meget om, hvad andre har sagt. Det handler mere om, at fagcheferne gradvist besidder langt større kompetencer, og du kan altså ikke udstikke ordrer på tværs af folk, der er dygtigere end dig selv,« understreger manden, der samtidig benægter, at han skulle være særligt frygtindgydende. Selvom han har hørt det rygte før.

»Når den slags først har bidt sig fast, er det svært at komme af med. Den allerførste artikel, der blev skrevet om mig, hed: ”Hård nyser på svær opgave”. Det har så været grundteksten for efterfølgende journalistisk bearbejdning,« hævder Peter Straarup med klar adresse til undertegnede og alle andre, der i årenes løb har skrevet om Straarups ry for at være lidt af en uforsonlig skarpretter i sager som for eksempel skandalen om forsikringskoncernen Hafnias endeligt.

Hvordan har du det med, at dine kunder, aktionærer og medarbejdere måske tænker: Han er en kold fisk, benhård?

»Det går mig ikke på. Hvis det gjorde det, havde jeg ikke dette job. Det er ikke for at være arrogant, men jeg har lært at smyge den slags af mig.

Det afgørende må være at have den adfærd i det daglige, som man har det bedst med. Hvad andre tænker, kan jeg ikke gøre det store ved, og jeg er ikke sikker på, at måden at bearbejde det på er ved en medieoffensiv,« lyder det tørt fra den anden side af bordet.

Men herfra vil vi alligevel i dagens anledning gerne give jubilaren ordet og dermed muligheden for at set the record straight. Rydde ud i mængden af øgenavne og dermed nuancere billedet af den kølige bankmand lidt.



Hvem er personen Peter Straarup egentlig?

»Jeg er vel nok en person, der indpasser mig nogenlunde efter mine omgivelser, og nu vil jeg så blive kaldt kamæleonen … men jeg tror, at jeg er god til at indpasse mig i de miljøer, jeg indgår i,« lyder forsøget på et svar.



Det fortæller jo ikke meget om, hvem du er. Er du en hård hund, eller du lun med en stor portion humor?

»Hvis man kiggede på den bog, der beskriver din personlighed, så vil jeg da håbe, at den har mere end 1 side … Jeg tror ikke, at jeg blot kan vedstå mig én af de karakteristikker…«



Handler det om, at du er genert?

»Det ved jeg ikke. Er det sådan en etiket, du pludselig stikker på mig…?«



Næh, jeg prøver at finde ud af, hvem du er…

»Okay. Held og lykke med det.«

Det kan lyde afvisende. Arrogant, måske. Men egentlig virker det mest, som om dagens jubilar ikke kan finde ordene. Som om han føler, at det er en smule upassende at tale om sig selv. Som om han føler, at ethvert tillægsord automatisk udelukker nogle andre.

Forkerte valg
Anderledes åbenmundet bliver han, når han skal levere eksempler på, hvornår han ikke har slået til som leder. Ja, faktisk behøver han ikke nærmere betænkningstid.

»Der har klart været truffet beslutninger, der ikke har været de rigtige. Der har været udnævnt chefer, der ikke har været de rigtige. Der har været foretaget investeringer, der ikke har været de rigtige. Og ja, jeg har lånt penge ud til virksomheder, der er gået ned, hvor det er mig, der har sagt ja, hvilket tydeligt fremgår, når vores kreditfolk er venlige nok til at sende den gamle sagsmappe med op, når vi skal afskrive beløb,« konstaterer chefen tørt, inden han følger op med en uddybning:

»Du kan ikke sidde i denne virksomhed uden at begå betydelige kapitalbrølere. Forhåbentlig er antallet af dem ikke så stort, at det er et problem, og forhåbentlig er der også nogle rigtige beslutninger ind i mellem.«



Så du tillader fejl hos både dig selv og andre?

»Ja, ellers ville jeg ikke have været her endnu. Det er umuligt at være i denne branche uden at begå fejl. Men jeg har ikke tålmodighed med sjusk. Eller med folk, der ikke forstår deres fejl og ikke forstår, at tingene skal laves om.«

Den stil spreder muligvis frygt blandt nogle. Hos en lang række topchef-kolleger har det til gengæld været med til at gøre Danmarks ukronede bankkonge til en af landets mest respekterede topchefer - tilsat rosende ord om dygtighed og troværdighed.

»Banken har en høj profil; det smitter af. Det er det hele,« lyder hans egen konstatering i den forbindelse.



Hvad driver dig?

»Det er et godt spørgsmål. Min kone siger, at jeg kommer fra en meget flittig familie. Det ved jeg ikke, men jeg har i hvert fald haft en meget betydelig arbejdsevne. Og ambitionen om at gøre det godt og ambitionen om at vinde har da også været med, ellers ville det jo bare være noget pjat.«

Sådan har holdningen været de forløbne 40 år. Står det til Straarup selv, ændrer det sig ikke foreløbigt. For han har ingen planer om at stoppe, når han rammer efterlønsalderen. Men den dag, han måtte blive »skaffet ud« af bestyrelsen, har han en drøm om, hvem der skal overtage chefkontoret. Eller i hvert fald hvilken type.

»Jeg håber, at der vil være interne kandidater at vælge imellem. Fordi man kender den djævel, man er sammen med, men ikke den, man ansætter udefra. Derfor er risikoen større med en ekstern kandidat. Samtidig er der en risiko for kulturel udkastning, hvis en udefra kommer herind og bliver kvast,« siger den 11. chef i række af ordførende direktører siden 1871. Ingen af dem har været hentet udefra.

»Jeg håber, at mit eftermæle bliver, at banken har det godt. At jeg har været medvirkende til at gøre virksomheden bedre, end den var, da jeg fik jobbet. Er det klaret? Ja, mission accomplished. Hahaha. Nej, jeg er ikke klar til at gå endnu.« •

..

BRANCHENYT
Læs også