Islandsk storbank ramt af krisen

Kaupthing Bank må barbere 41 pct. af overskuddet før skat efter stigende tab på værdipapirer og udlån.

Kaupthing Bank begynder nu for alvor at mærke konsekvensen af den internationale finanskrise og af de voldsomme problemer på Island med tårnhøje renter. Overskuddet faldt 41 pct. til 15,37 mia. islandske kroner.

Det er markant dårligere end ventet af analytikerne. Finansindtægterne er hårdt ramt, men samtidig oplever banken stærkt stigende tab på dårlige lån.

Nedskrivninger vokser således 286 pct. til 9.650 mio. islandske kr. fra Men ellers er det de finansielle indtægter, som falder meget voldsomt - næsten 91 pct.

Turbulent marked
»Kaupthing påvirkes som alle andre banker af turbulensen på de internationale finansmarkeder, hvilket har vist sig i lavere provisionsindtægter og større nedskrivninger i låneporteføljen,« siger bankens topchef Hreidar Már Sigurdsson i en kommentar til rapporten.

Især de finansielle indtægter - herunder indtjeningen fra aktiehandel - har fået et skud for boven under kreditkrisen med et fald på hele 91 pct.

Efter flere år uden tab mærker den danske erhvervsbank FIH de dårligere tider. Banken, der ejes af islandske Kaupthing Bank, må foretage nettonedskrivninger på 28 mio. kr.

Store kurstab
Det svarer til en nedskrivningsprocent på 0,1. Resultat før skat er næsten halveret fra 644 mio. kr. til 361 mio. kr., hvilket primært skyldes kurstab på de dårlige værdipapirmarkeder samt stigende omkostninger til personale. FIH har i år udvidet sine aktiviteter med indlån fra private og har passeret 800 mio. kr.

Dermed tegner de nye privatkunder sig for en stor del af væksten i udlånet på 1,3 pct. Banken fortæller, at ejendomssektoren tegner sig for ca. 23 pct. af et samlet udlån på 77,2 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også