Dieselbiler bliver billigere

Fra årsskiftet åbner et helt nyt marked for miljøvenlige gulpladebiler. Nu bliver hybridbilen Toyota Prius pludselig interessant for det danske marked.

Det bliver i praksis billigere at købe en dieselbil end en benzinbil på gule plader efter årsskiftet. Det er konsekvensen af, at afgiftsomlægningens fradrag til personbiler med god brændstoføkonomi først træder i kraft for varevogne den 1. januar 2008. Foto: Arkiv Foto: Arkiv

Det bliver i praksis billigere at købe en dieselbil end en benzinbil på gule plader efter årsskiftet. Det er konsekvensen af, at afgiftsomlægningens fradrag til personbiler med god brændstoføkonomi først træder i kraft for varevogne den 1. januar 2008.

Det betyder for eksempel, at en Toyota Yaris med dieselmotor falder fra 146.000 kr. inkl. moms til 129.000 kr., mens den tilsvarende benzinmodel kun falder med 3.000 kr. til 133.000 kr. Regnestykket gælder dog ikke for alle dieselbiler på gule plader. Det afhænger af, hvor langt de enkelte biler kører på literen. Den nye tendens bekræftes af FDM's biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen:

»Hele gulplademarkedet er under forandring. Blandt andet betyder det, at dieseludgaverne i mange tilfælde bliver billigere end benzin. Derfor er det også positivt, at fradraget for partikelfiltre også gælder for gulpladebiler.«

Miljørigtig sidegevindst
En sidegevinst er, at miljøbiler som for eksempel Toyota Prius med både el- og benzinmotor nu endelig bliver interessant på det danske marked, forklarer afdelingschef for produkter hos Toyota Danmark Jens Erik Fagerlund:

»Der er en god og effektiv bil, som bliver den første rigtige miljøbil på gule plader. Vi tror især, at virksomheder, der ønsker at profilere sig på miljøområdet, vil vælge den som for eksempel et rullende visitkort for miljøkonsulenter.«

Toyota Prius på gule plader falder fra 261.000 kr. inkl. moms på gule plader til 232.000 kr. Den tilsvarende model med bagsæde koster 380.000 kr.

Det nye regelsæt fra 1. januar mudrer imidlertid markedet så meget, at en af de største bilimportører i Danmark, Peugeot Danmark, har valgt at vente med at spille ud med de mindre gulpladebiler, forklarer pressechef Janne Bock:

»Vi mener, at det er mest fair over for bilkøberne at vente til årsskiftet, men så kommer vi også med en række nye varebiler baseret på 207, 307 og 407.«

BRANCHENYT
Læs også