Arbejdsgivere svigter jobnet

Flere kommuner får langt fra slået alle ledige stillinger op på jobcentrenes portal, jobnet.dk, selv om det har været et lovkrav i næsten et år. AK-Samvirke er fortørnet og betegner problemet som »mere end mystisk«.

Ledige, der søger arbejde på jobnet.dk, kan ikke være sikre på at finde alle ledige stillinger på siden, selv om det er et lovkrav. Foto: Colourbox. Foto: Colourbox

Langt fra alle ledige stillinger i det offentlige bliver slået op på jobportalen jobnet.dk, selv om det har været et lovkrav siden årsskiftet.

I flere kommuner er det kun hver andet eller tredje ledige job fra kommunens egen hjemmeside, der også er slået op på jobnet.dk. Enkelte steder står det endnu værre til, viser en stikprøve af en række tilfældigt udvalgte kommuners jobopslag.

Men det er ikke kun kommunerne, der sløser. Selv Arbejdsmarkedsstyrelsen under Beskæftigelsesministeriet, der har ansvaret for den daglige drift og udvikling af jobnet, har tilsyneladende problemer med at overholde lovgivningen.

To studentermedhjælper-stillinger, der er slået op på Arbejdsmarkedsstyrelsens egen hjemmeside, er ikke at finde på jobnet.dk.

Brancheorganisationen A-kassernes Samvirke er fortørnet over de offentlige arbejdsgiveres tilsyneladende lemfældige brug af jobnet.dk. Ledige er nemlig pålagt at lægge deres CV ind på jobnet.dk og søge efter ledige job én gang om ugen. Ellers mister de retten til dagpenge.

Krav om stramning
»Når man har så klare og barske krav over for arbejdsledige, bør man være lige så klar i spyttet, når det gælder arbejdsgivernes pligt til at lægge ledige job ud. Der er slinger i valsen, når ikke engang Arbejdsmarkedsstyrelsen kan finde ud af det. Der skal strammes op. Man kan ikke skælde ud på de ledige, når arbejdsgiverne heller ikke lever op til deres forpligtelser,« siger sekretariatschef Torben D. Jensen, AK-Samvirke.

Han påpeger, at nogle kommuner kunne tænkes at have den holdning, at de helst vil have en ny medarbejder, som ikke er arbejdsløs. Og slår de jobbene op på jobnet, giver det et hav af ansøgninger fra ledige, fordi de er tvunget til at søge.

Mere end mystisk
»Det ligner en tanke. Det forekommer mere end mystisk, at en hel masse job ikke er lagt ind på jobnet, hvor de kunne tiltrække flere potentielle ansøgere fra hele landet,« siger han.

Formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget Erik Nielsen (S) fra kommunernes landsforening, KL, har ikke tidligere stødt på problemet, men han erkender, at der er tale om et paradoks.

»Det er naturligvis vigtigt, at kommunerne overholder lovene. Vi vil nu lave en øjenåbner over for kommunerne, så alle får slået jobbene op,« siger Erik Nielsen.

Han afviser dog kategorisk, at nogle kommuner bevidst undlader at slå stillinger op på jobnet.

»Der er ingen grund til at tro, at kommunerne ikke vil ansætte de ledige. Stillingerne er slået op på kommunernes hjemmesider. Vi har alle en interesse i, at så mange som muligt søger jobbene,« mener Erik Nielsen.

Kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen Andreas Nikolajsen betegner det som et beklageligt enkeltstående tilfælde, at styrelsens egne to studenterjob ikke er slået op på jobnet. Derudover følger styrelsen nøje kommunernes brug af jobnet, fremhæver han.

»Vi laver løbende høringer om deres brug af jobnet. Vi har en stor interesse i, at der er så mange stillinger som overhovedet muligt i jobnet. Vi vil fortsat informere kommunerne om, at det er et lovkrav,« siger han.

Ingen straf
Mens ledige kan risikere deres dagpenge på at undlade at benytte jobnet, er der ingen straf til offentlige arbejdsgivere, der glemmer jobnet.

Det var i går ikke muligt at træffe beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) for en kommentar til sagen.

BRANCHENYT
Læs også