LO: Mere i løn eller konflikt

Kun politisk vilje til at afsætte penge til ekstraordinære lønforhøjelser kan forhindre konflikt på det offentlige arbejdsmarked næste forår, advarer LO-formanden. DF-formand Pia Kjærsgaard deler vurderingen og er parat til at bruge flertal med S og SF for at gennemtvinge en særlig lønpulje.

LO's nyvalgte formand, Harald Børsting vil have lønforhøjelser til de offentligt ansatte, ellers ender det med konflikt. Foto: Jens Dige/Polfoto Foto: Jens Dige/Polfoto

LO's nyvalgte formand, Harald Børsting, skærper tonen fra fagbevægelsen og skærer for første gang ud i pap, hvad der vil ske, hvis politikerne ikke finder en pose penge til højere løn, når 800.000 offentligt ansatte skal have nye overenskomster til foråret: Det er pengene eller konflikt.

»Vores vurdering i LO går på, at det næppe er muligt at løse overenskomstsituationen, hvis vi ikke får tilført ekstra penge,« siger Harald Børsting.

Så hvis politikerne ikke finder pengene, ender det med konflikt?

»Ja, og jeg hører til dem, der hellere vil forebygge end helbrede,« siger LO-formanden.

Han har i næste uge indbudt Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti til drøftelser i LO-hovedkvarteret om en fælles model for en særlig lønpulje til de offentligt ansatte.

Alle tre partier har i valgkampen udstedt løfter om højere løn, men partierne har hver deres model. Derfor vil fagbevægelsen nu være fødselshjælper for en fælles model fra de tre partier, som tilsammen udgør et flertal i det nye folketing.

Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, har straks takket ja til den første invitation nogensinde til at komme til møde hos LO-formanden. Børstings forgænger, Hans Jensen, ønskede ikke at mødes med hende.

Pia Kjærsgaard deler Børstings vurdering af, at det ender med konflikt til foråret, hvis politikerne ikke afsætter en lønpulje.

»Det er rigtigt, tror jeg. Vi er nødt til at finde pengene, men det er ikke konflikt, der sidder inde i hovedet på mig. Det er at få skabt bedre forhold for offentligt ansatte, som har med mennesker at gøre,« siger hun.

Også Socialdemokratiet og SF har taget imod invitationen fra LO. De tre partier har tilsammen 93 mandater, som Pia Kjærsgaard erklærer sig parat til at bruge, hvis ikke regeringen kan overtales til at lade en særlig lønpulje indgå i forhandlingerne om en kvalitetsreform af den offentlige sektor. Hun foretrækker dog en aftale med Socialdemokratiet, som regeringen indgår i.

Den afgående finansminister, Thor Pedersen (V), ønskede i går ikke at kommentere sagen over for Morgenavisen Jyllands-Posten, men siger til Ritzau, at der er de samme penge til rådighed nu som før valget.

Med andre ord skal de partier, der ønsker at give højere løn, finde finansieringen.

Pia Kjærsgaard er indstillet på at finde de fem mia. kr., som DF har spillet ud med.

Også Socialdemokratiets lønpulje på fem mia. kr. indgår i partiets finanslovsudspil for 2008...

Læs også