Billig bilforsikring sælger biler

Bilfirmaerne sælger i stigende grad forsikringen med, når der sælges en ny eller brugt bil. De lave priser giver køberne luft til at købe dyrere biler.

Foto: Thomas Priskorn Foto: Thomas Priskorn

Spar tusinder af kroner på bilforsikringen og sæt dem i stedet i en dyrere bil. Sådan lyder budskabet fra en række bilmærker, som er begyndt at sælge forsikringen med, når der kigges på ny bil. I de senere år har bilsælgere fra f.eks. Mercedes, Mazda, Ford, Chevrolet, Skoda og Mitsubishi fået en ekstra opgave - at sælge forsikringer.

Det sker typisk til priser, som lægger mindre vægt på bilistens anciennitet og skadesforløb og derfor er prismæssigt meget interessante for bilister, som ikke har ejet bil før. Udviklingen betyder, at bilfirmaerne trækker de høje præmier ud af lommerne på forsikringsselskaberne og i stedet sælger danskerne dyrere biler.

Det bekræftes af IF Forsikring, der sælger forsikringer på både nye og brugte biler hos forhandlere af Ford, Mazda og Opel. Leder af forhandlerdelen hos IF John Darly siger:

»Hvis man køber sin bil hos en autoriseret forhandler, giver vi automatisk bedre anciennitet med, så nogle kunder bliver elitebilister. Det betyder, at de får et højere rådighedsbeløb, en bedre forsikring og råd til at købe en bedre og mere sikker bil.«

Markedsandele i spil
Det kan flytte markedsandele imellem bilmærkerne. Derfor er der også rift om at komme til at ligge i ske med de forsikringsselskaber, som har de skarpeste priser, lyder det fra afdelingschef og ansvarlig for bilforsikring hos Alka Jørgen Knudsen, der samarbejder med Chevrolet og Mitsubishi:

»Vi får flere henvendelser fra bilmærker omkring aftalerne. Bilforhandlerne oplever jo, at kunder spørger til en Mitsubishi-forsikring bare til et andet bilmærke.«

Også de autoriserede bilforhandleres brancheorganisation, DAF, har dannet et forsikringsselskab, DAF Forsikring, der giver tilbud på bilforsikring hos bilforhandlerne hos det nystartede ETU Forsikring i Aabenraa og Factor Insurance Group i Hørsholm.

Ifølge den adm. direktør for DAF, Preben Kjær, giver modellen bilejerne mulighed for at vælge bil mere frit i stedet for, at man vælger de biler, som forsikringsselskaberne gerne vil forsikre:

»Det giver mulighed for at sælge andre biler. Med denne model sidder forsikringsselskaberne ikke længere i samme grad og bestemmer, hvilke biler folk skal købe,« siger Preben Kjær.

Han regner med, at det nye selskab kommer til at sælge 4.000-5.000 forsikringer om året i stedet for de 1.500, man sælger nu, hvor to tredjedele af forhandlerne er tilknyttet ordningen. De nye forsikringstagere er i gennemsnit 32 år.

Udviklingen med bilforhandlere, der sælger forsikringer, lægger pres på forsikringsselskabernes prisportal, Forsikringsluppen.dk, som ikke tager hensyn til de ofte betydeligt lavere priser hos bilforhandlerne, som præsenteret i Morgenavisen Jyllands-Posten i går.

Et skridt fremad
»Forsikringsluppen kan ikke vide noget om forhandlerrabatter eller fagforeningsrabatter for den sags skyld,« forklarer Christian Skødt, konsulent fra Forsikring og Pension.

Hvad kan man så bruge Forsikringsluppen til?

»Det er en forbrugervenlig portal, som giver mulighed for, at man kan studere priserne i ro og mag. Det er rigtigt, at den ikke giver det fulde billede, men den er et kæmpe skridt fremad i forhold til dengang, man ikke havde en sammenligningsportal. Man kan også let få overblik over, om betingelserne afviger positivt eller negativt.«

Læs også