Pension for millioner samler støv

Nyt selskab rater de danske pensionsudbydere og flytter millionformuer ud i lyset.

Pensionsformuer for millioner lever et hengemt liv.

Opsparerne er tilfældigt havnet i en ordning og har svært ved at overskue, om det er den rigtige. Nu tilbyder et samarbejde mellem Kirstein Finans og pensionsmægleren AON at screene selskabernes ordninger for at finde den rette hylde til den private pensionsopsparing.

Det nyoprettede firma AON Private Consulting, APC, har som målgruppe de 185.000 danskere med over en mio. kr. i deres privattegnede pensionsdepot. De tilbydes løbende rating af alle pensionsprodukter fra de større udbydere.

Udsalg fra hylderne
Produkterne gennemlyses ud fra historiske afkast, omkostningsprocent og udsigt til fremtidigt afkast og rangeres i forhold til den enkeltes alder, risikovillighed og formue.

»Mange er lidt tilfældigt havnet i en bank eller et pensionsselskab med deres opsparing. Ofte ved folk meget lidt om selve opsparingen. Samtidig ser vi en tydelig tendens til, at udbyderne sælger, hvad de nu har på hylderne i stedet for at se på den enkelte kundes behov. Dette sidste kan vi gøre, fordi vi ikke er knyttet til noget selskab,« siger Peter Lindblad, adm. direktør i APC, der på bare fem uger har tiltrukket over 300 mio. kr.

Kirstein Finans har i årevis analyseret den danske pensionsbranche for professionelle aktører.

Og indehaveren, Jesper Kirstein, har gang på gang dokumenteret ekstreme forskelle på pensionsleverandørernes afkast og omkostningsprocenter.

Nu ser han på sektoren med den private opsparers briller.

»Der er tale om en kundegruppe, som normalt består af ganske kritiske forbrugere. De ved også godt, at afkast og omkostninger har stor betydning for deres formue. Alligevel har de lukket øjnene for det - måske fordi det er svært at overskue,« siger direktør Jesper Kirstein.

Der lyttes
De to fastslår, at danske pensionsudbydere i virkeligheden har forbløffende få produkter at vælge imellem, hvis kunderne ikke selv vil styre deres investeringer via unit linkedordninger.

»Det er overraskende få og ofte meget ufleksible produkter. Nogle er så defensivt investerede, at selv unge med mange år til pension kun har 40 pct. i aktier, og der trappes ned på aktieandelen, allerede fra kunden er i 40 års alderen. Så er det altså svært at opnå tilfredsstillende afkast,« vurderer Peter Lindblad.

Jesper Kirstein tilføjer.

»Vi prøver at tilskyde selskaberne til at være mere fleksible. De er så dygtige til at investere i skove, ejendomme m.m. i gennemsnitsrentemiljøet. Hvorfor i alverden kan kunder, der investerer til markedsrente så kun vælge mellem aktier og obligationer? Heldigvis fornemmer vi, at de lytter,« siger Jesper Kirstein.

De seneste år er flytteomkostninger mindsket drastisk. Nok koster det kun 1.000-1.500 kr. at flytte ud af et pensionsselskab, men til gengæld koster det noget at komme ind på grund af omkostninger til assurandør etc.

»Her har vi en fordel, fordi vi kommer til at minde om en indkøbsforening, når vi skal investere for kunderne. Derfor får vi rabat. Hvor private kunder risikerer at skulle betale både indskudsomkostninger, præmieomkostninger og depotomkostninger etc., så har de fleste selskaber valgt at skære indskuds- og præmieomkostninger væk for vores kunder. Dermed bliver det gratis at flytte pensionen,« siger Peter Lindblad.

Ikke alle
Kunderne betaler et gebyr til AON Private Consulting på 0,15-0,65 pct. afhængigt af formuens størrelse og slipper så typisk med forvaltningsomkostninger til pensionsselskabet.

En del af de pensionsopsparinger, der screenes, flytter til andre selskaber eller måske fra gennemsnitsrente- til markedsrenteprodukter. Men ikke alle

»Er man 65 år og skal til at leve af sin opsparing, er det ikke nødvendigvis smart at løbe den risiko, det er at flytte fra den årlige garanterede rente,« siger Peter Lindblad.

BRANCHENYT
Læs også