Forsikringen løber med byttet

Salg af løsøreforsikringer til virksomheder udløste sidste år et overskud på 1,2 mia. kr. I 2005 var overskuddet på 1,3 mia. kr. Alligevel skal virksomheder ikke forvente billigere forsikringer.

Forsikringsselskaberne tjener kassen på at forsikre virksomhederne, men man skal ikke forvente billigere forsikringer af den grund. Foto: Colourbox colourbox.com

Forsikringsselskaberne tjener kassen på at forsikre virksomheders varelagre, kontormaskiner og arbejdsredskaber.

Alene i 2005 og 2006 høstede selskaber som Trygvesta, Topdanmark, Codan og Alm. Brand en historisk stor bruttofortjeneste på mere end 2,5 mia. kr. på salg af de såkaldte løsøreforsikringer.

Overskuddet kommer, efter at selskaberne i 2000-2003 skruede gevaldigt op for priserne. Siden er f.eks. antallet af indbrud faldet med næsten 50 pct., ligesom virksomheder ifølge flere forsikringsselskaber generelt er blevet bedre til at forebygge skader.

Samlet viser en opgørelse fra forsikringsselskabernes brancheforening, Forsikring & Pension, at selskaber siden 2003 i gennemsnit har udbetalt 62 kr. i erstatning for hver 100 kr., virksomheder har betalt for løsøreforsikringen.

Gode år
Mens indsatsen luner i lommerne hos forsikringsselskaberne, skal landets 200.000 virksomheder ikke forvente at modtage et brev fra deres selskab med tilbud om billigere forsikringer.

»En skadesprocent på 65 pct. i 2006 giver ikke anledning til, at vi vil sænke priserne generelt,« siger Peter Falkenham, koncerndirektør i Trygvesta, selv om han ikke lægger skjul på, at det er gået godt de senere år.

Men man kan ikke se isoleret på tingene, understreger Topdanmark, der alene sidste år fik et bruttooverskud på løsøreforsikringer på 335 mio. kr.

»2006 var ganske rigtigt et exceptionelt godt år, og vi har haft nogle gode år, men allerede i år er erstatningsniveauet et helt andet,« siger Steffen Heegaard, kommunikationschef i Topdanmark.

Han forsikrer dog, at man hele tiden holder øje med udviklingen i bestræbelserne på at sikre, at kunderne ikke bliver snydt.

»Viser der sig fremover et gunstigt erstatningsniveau, er det helt klart vores politik, at det skal komme kunderne til gode,« siger Steffen Heegaard.

Hukommelsen svigter
I Dansk Erhverv (DE), der repræsenterer omkring 20.000 virksomheder, er holdningen klar: Forsikringsselskaberne bør dele de senere års markante gevinster med kunderne.

»Det er påfaldende, hvor god hukommelse selskaberne har, når virksomheder har skader. Så husker de altid at regulere priserne op. Men hukommelsen svigter gerne, når det går godt, og overskuddet vokser,« siger Nina Skakke, erhvervspolitisk konsulent i DE.

Genforhandling
Eftersom intet tyder på, at selskaberne over en bred kam har tænkt sig at skære i priserne, opfordrer DE til, at virksomheder udnytter de senere års gunstige skadesforløb og kontakter deres selskab.

»At dømme ud fra tallene, bør det være et godt tidspunkt for virksomheder at genforhandle deres forsikringsaftaler,« siger Nina Skakke.

I 2006 endte skadesprocenten på løsøreforsikringen på 59 pct. Det er det laveste niveau siden 1999.

BRANCHENYT
Læs også