Strid om defekt cykel

Forsikringsselskabet skal udbetale erstatning, med mindre det kan godtgøre, at skaden ikke er sket, som kunden påstår.

Foto: Colourbox colourbox.com

Et hul på vejen kan gøre stor skade på en cykel. Især når føreren er cykelrytter, og der køres stærkt. Derfor var en uheldig cykelejer heller ikke i tvivl, om at han skulle have erstatning, efter at stellet på hans konkurrencecykel var knækket i august 2006. Men det gik Topdanmark ikke umiddelbart med til.

Topdanmarks taksator mente nemlig ikke, at det lignede et pludseligt uheld. I stedet mente han, at stellet var knækket på grund af slid og alder.

»(Cyklen) har tilbage i 2000-01 kørt som team cykel ved Team Fakta, hvor det må formodes, at den har været under store belastninger fra prof. ryttere. Cykelstel til det brug er at betragte som en sliddel,« skriver taksator i sin rapport.

Klageren blev vred over afgørelsen og påpegede, at cyklen blev købt med ét års garanti i 2003 og havde kørt upåklageligt siden. Desuden differentierede forsikringsbetingelserne ikke mellem forskellige cykletyper. Endelig var der tale om en udefrakommende årsag til uheldet, nemlig et hul i vejen, som ikke var til at se på grund af forankørende cykler. Og skaden var ufrivillig, eftersom han ikke var kørt i hullet med vilje.

Men taksator fastholdt, at stelbruddet skyldtes aluminiumtræthed og ikke var dækket.

Den uheldige cykelejer gav ikke op. Nu gik han til indehaveren af en cykelbutik og konsulterede hans cykelfaglige ekspertise. Butiksejeren mente klart, historien om uheldet var plausibel. Ligesom han afviste enhver tanke om aluminiumtræthed som værende et problem for nutidens racercykler.

Forsikringsselskabet foreslog nu manden, at han betalte for en metallurgisk undersøgelse. Hvis sådan en undersøgelse mod selskabets forventning viste, at skaderne skyldtes uheldet, lovede forsikringsselskabet at se på skaden igen.

I stedet gik cykelejeren til Ankenævnet for Forsikring, og ankenævnet gav ham ret. Nævnet lægger til grund, at skaden skete, som cykelejeren fortæller, og at der var tale om et forsikringsmæssig uheld.

»Selskabet har efter nævnets opfattelse ikke godtgjort, at bruddet er sket som følge af almindelig metaltræthed, og selskabet har følgelig ikke været berettiget til at afvise forsikringsdækning som sket,« skriver Ankenævnet for Forsikring i sin kendelse, som pålægger Topdanmark at betale erstatning med tillæg af renter.

BRANCHENYT
Læs også