Små mæglere hårdt ramt

Ejendomsmæglernes økonomi er presset af den lave omsætning, og det koster flere mæglere livet. Branchen konsoliderer sig.

Foto: Colourbox Foto: Colourbox

Nedturen på boligmarkedet rammer landets ejendomsmæglere så hårdt på pengepungen, at stadig flere må kaste håndklædet i ringen.

Ikke mindst de små mæglere er hårdt ramt i et marked, hvor de faste omkostninger tynger, fordi omsætningen lider under det lave antal handler.

RealMæglerne er en af de kæder, som tydeligt kan mærke de hårde tider, idet den uafhængige kæde alene i år har opslugt 30 ejendomsmæglerforretninger - senest en stor luns af den lille Robinhus-kæde.

»Vi har oplevet en stor tilgang af mæglere i år. Fra at være 92 forretninger i begyndelsen af året, er vi nu 122. Det er et udtryk for, at branchen konsoliderer sig, fordi der samlet set har været en nedgang i salget,« siger Niels Brandt, direktør i RealMæglerne.

RealMæglerne har fem ansatte i administrationen til at servicere kædens 122 butikker.

»Det giver lave administrationsomkostninger pr. butik. Det kræver et vist antal butikker at dække de faste omkostninger. Vi oplever, at de små, selvstændige mæglere har det svært,« konstaterer Niels Brandt.

Ejendomsmæglerkæden Home er sammen med EDC landets største. Her mærker man også nedturen på boligmarkedet.

Regionale forskelle
»Fem af vores 100 franchisetagere kører med underskud. Tre grundet store investeringer, men de to andre har et problem, som vi tager hånd om. Vi har to skruer: Omkostningerne og omsætningen,« siger Niels H. Carstensen, kommunikationschef i Home.

Home har det seneste år skilt sig af med 5 pct. af medarbejderne, mens salget i år halter 9 pct. efter niveauet sidste år, som ikke ligefrem var et jubelår for branchen.

»Men der er store regionale forskelle. Hele Københavnsområdet og Sjælland ligger under landsgennemsnittet. København har i år været 40 pct. under sidste års salg, men er kommet pænt med på det seneste og ligger nu måske 20-25 pct. efter,« siger Niels H. Carstensen.

Det ændrer dog ikke på, at de store kæder ifølge Home relativt set klarer sig bedst i det aktuelle marked.

»Når krisen kradser, så kradser den hårdest hos de mindste. Så er det ekstremt vigtigt med et stærkt varemærke,« siger Niels H. Carstensen.

Ifølge ham vinder de store kæder markedsandele.

»Home, EDC og Nybolig går frem. De, der taber, er de små, uafhængige mæglere og de mindre kæder,« siger Niels H. Carstensen.

Læs også