Sælgere i København får mest ud af renovering

Der er stor forskel på, hvor meget boligsælgere kan hæve prisen ved at renovere huset. Det svarer sig bedst i København og dårligst i Vestjylland.

Foto: Colourbox Foto: Colourbox

Det kan langt bedre betale sig at ofre penge på at renovere et salgsmodent hus i København end i Vestjylland.

I København er købere villige til at lægge 651.000 kr. oven i prisen, hvis et gennemsnitligt parcelhus fra 1980 nyistandsættes. Samme renovering vil boligkøbere i Vestjylland kun betale 260.000 kr. for.

Det viser en ny analyse fra ejendomsmæglerkæden EDC, der samtidig fastslår, at det i gennemsnit for hele landet kan lade sig gøre at hæve salgsprisen med 387.000 kr.

»Vestjyder værdsætter i kroner og øre en total istandsat bolig mindst. I København vil samme istandsættelse indbringe to en halv gange så meget,« siger Jan Nordmann, kommunikationschef i EDC.

Gør det selv-jyder
Der er ifølge EDC flere forklaringer. For det første er det nemmest at kræve sig godt betalt for en istandsættelse de steder, hvor boliger koster mest. For det andet er håndværkerpriserne højest i København. Og endelig er der stor forskel på gør det selv-mentaliteten i Danmark.

»Vestjyder laver mere i deres huse end københavnere, og derfor vil købere ikke give så meget for, at der er lavet en masse ved huset. Det kan de jo selv klare,« siger Jan Nordmann.

Danmarkshuset
EDC har kortlagt prisen på et såkaldt Danmarkshus, som er et fast defineret parcelhus i hele landet. Det sikrer, at det er samme type hus, som sammenlignes.

Huset er på 135 kvm., opført i 1980, ligger på en 800 kvm. grund på en rolig villavej, som ikke ligger lige i centrum, men heller ikke uden for bygrænsen.

Sådan et Danmarkshus koster som landsgennemsnit 1.969.000 kr. i normal vedligeholdt stand, mens prisen falder 163.000 kr., hvis det fortsat er i oprindelig stand her knap 30 år efter opførslen. Til gengæld stiger prisen 224.000 kr., hvis huset er nyistandsat med nyt køkken og bad samt en indretning, der modsvarer dagens krav.

Store udsving
I forhold til sidste år er landsprisen ifølge EDC steget 6,8 pct. Det dækker dog over store udsving, idet prisen er faldet ca. 10 pct. i København, 5 pct. i Københavns forstæder og hele 14 pct. på Bornholm.

På Fyn skal købere til gengæld betale 17 pct. mere end for et år siden, mens Danmarkshuset er steget 15 pct. i Nordjylland og 4,5 pct. i Østjylland.

Selv om priserne er faldet i landets dyreste områder, er beliggenhed fortsat den mest bekostelige del af et gennemsnitligt parcelhus.

»Landets dyreste Danmarkshus finder man på Frederiksberg og i Gentofte med priser omkring seks mio. kr., mens Lemvig Kommune huser de billigste i områderne Harboøre og Bøvlingbjerg, hvor de koster 707.000 kr.,« siger Jan Nordmann.

BRANCHENYT
Læs også