Dansk enegang i sag om dyretransport

Myndigheder vil stoppe lastvogne fra to svineeksportører, som mistænkes for snyd med danske særregler. Medlem af Europa-Parlamentet forudser, at regeringen vil lide nederlag i sag om dyretransport.

Danmark må arbejde på at ændre EU-reglerne om dyretransport i stedet for at gå enegang, mener EU-parlamentariker. Foto: Klaus Gottfredsen Foto: Klaus Gottfredsen

Mens forbrugerministeren arbejder på at inddrage to svineeksportørers tilladelse til at køre med dyr, reagerer et dansk medlem af Europa-Parlamentet skarpt.

Han fastslår, at myndighederne agerer ud fra særregler, som EU-Kommissionen har tilkendegivet kun gælder i Danmark.

Landets to største svineeksportører, Henrik Westergaard, Herning, og Niels Vinderslev, Randers, fik i sidste uge lukket deres samlestalde af Fødevarestyrelsen på ordre fra forbrugerminister Carina Christensen (K).

Det skete efter en tv-udsendelse, hvor de anklages for at overtræde danske regler om, at slagtesøer kun må transporteres i otte timer. De to svineeksportører beskyldes for at have transporteret søer til et slagteri i Nordtyskland, hvorfra de omlæsses, så transporttiden kan forlænges.

Siden har begge eksportører, som også er vognmænd, fortsat deres transporter gennem brug af andre samlestalde. Men myndighederne ser nu ud til at slå igen over for de to.

To måneders forbud
Begge eksportører er nemlig netop blevet præsenteret for budskabet om, at de får inddraget autorisationen som dyretransportører. Det vil angiveligt ske i en periode på op til to måneder.

Begrundelsen er angiveligt en bestyrket mistanke om, at de har deltaget i ulovligheder ved at transportere søer over de tilladte otte timer.

»Jeg har transporteret grise til slagteriet i den tyske by Garrel og har ikke ansvaret for, hvad der er sket derefter. Alligevel vil de lukke min forretning, uden at jeg er præsenteret for beviser, politiet har efterforsket sagen, eller den er prøvet ved en domstol. Hvem kan klare at få lukket forretningen i to måneder. Det er meget alvorligt,« siger Henrik Westergaard fra Sunds ved Herning.

Reglen om maksimalt otte timers kørsel med slagtesøer er en dansk udlægning af EU's forordning om dyretransporter, som trådte i kraft ved årsskiftet.

Forundret V-politiker
Venstres medlem af Europa-Parlamentet, Niels Busk, er forundret over, at Forbrugerministeriet og Fødevarestyrelsen skrider til så drastiske skridt som at lukke store dele af to virksomheder - baseret på danske særregler.

Der er nemlig fortsat tvivl om, hvorvidt reglerne i det hele taget ligger inden for EU's fælles lovgivning. Den sag er indbragt for EF-Domstolen.

EU-Kommissionen har i et svar til Niels Busk skrevet om forordningen for dyretransport, at Danmark har mulighed for »at anvende strengere regler for så vidt angår indenlandsk transport«.

Udvikling bekymrer
Dermed siges også, at reglerne ikke omfatter dyretransport over landegrænsen. EU-kommissær Markos Kyprianou henviser samtidig i svaret til, at sagen snarest skal afgøres ved EF-Domstolen.

Niels Busk siger, at han - uden at gå ind i de konkrete sager mod de to eksportører - er bekymret over udviklingen. Også på vegne af VK-regeringen:

»Danmark bør acceptere, at der gælder fælles EU-regler. I stedet for at indlede en lynchstemning mod danske eksportører må Danmark arbejde for at få ændret de fælles regler.

Indtil det lykkes, gælder danske regler kun frem til grænsen i Padborg eller Kruså. Den type sager, som er i gang, kan blive meget alvorlig for regeringen, der risikerer at blive slæbt i retten og lide store nederlag,« mener Niels Busk (V), landbrugsordfører i Europa-Parlamentet.

BRANCHENYT
Læs også