Olieprisen tager endnu et hop opad

Ikke siden oliekrisen i 1970'erne har olieprisen været oppe på 100 dollars, men det kan meget vel ske igen.

Foto: Colourbox Foto: Colourbox

Olieprisen kan meget vel ryge over 100 dollars pr. tønde, vurderer Jyske Bank efter den seneste uges pres på Texas-olie. Banken peger på, at der er mange faktorer, som kan presse prisen yderligere i vejret, nu da fyringssæsonen i OECD-landene sætter ind.

Prisen var oppe i 96 dollars pr. tønde i denne uge, men samtidig producerer OPEC-landene ekstra meget olie i øjeblikket. Alligevel ser råvareanalytiker Kirsti Ring fra Jyske Bank stor risiko for prishop. Olien har ikke været over 100 dollars pr. tønde siden 1970'ernes oliekrise.

»Det er ingen rygende pistol, men et lag af faktorer, som presser på olieprisen. Efterspørgslen er stærk fra udviklingslandene med Kina i spidsen. Fyringssæsonen begynder i OECD-landene. Dollaren er svag, og i Mellemøsten ulmer uroen mellem Tyrkiet og Irak,« siger Kristi Ring.

Den milde vinter
Råolie- og destillat lagrene er ellers på pæne niveauer i sammenligning med de seneste fem år. Men samtidig er efterspørgslen steget så meget, at lagerdækningen ikke er imponerende med vinteren om hjørnet.

»Sidste år havde vi en særdeles mild vinter. Vi kan ikke regne med at slippe lige så let i år,« vurderer Kirsti Ring.

Jyske Bank hæver derfor forventningerne til næste års oliepris fra 70 til 75 dollars pr. tønde i gennemsnit.

Banken venter en gennemsnitlig oliepris resten af 2007 på 88 dollars pr. tønde. Det vil bringe 2007 gennemsnitsprisen op på 71 dollars pr. tønde.

Læs også