Post Danmark truer med forringet service

Giv os konkurrence, og I får ringere service, lyder det fra Post Danmarks topchef.

Foto: Post Danmark Foto:  Post Danmark

Mens politikerne lover danskerne bedre postservice ved at give Post Danmarks konkurrence, truer Post Danmarks egen topchef, Helge Israelsen, med det stik modsatte:

»Hvis man har den forventning, at servicen over for den almindelige borger bliver bedre af en liberalisering, så tror jeg, at man er på vej til ubehagelig overraskelse,« siger han.

Udmeldingen kommer samtidig med, at de to regeringspartier, Venstre og de konservative, erklærer sig parate til at gå solo på en postliberalisering i Danmark, hvis EU tøver.

EU har hidtil opereret med en tidsplan for liberalisering af de europæiske postmarkeder i 2009, men det diskuteres nu, om liberaliseringen skal udskydes indtil 2011.

»Jeg har hidtil ment, at vi skulle vente og følge EU, men jeg mener, det begynder at haste med en liberalisering,« siger trafikordfører Henriette Kjær (K) og henviser til Post Danmarks gebyr på tidlig levering af post som en direkte årsag til behovet for skærpet konkurrence.

Ramaskrig
Post Danmark opkræver 1.800 kr. plus moms for at bringe posten ud inden klokken 10, og det gav et ramaskrig blandt landets erhvervsvirksomheder, da gebyret blev indført. Postens egen målsætning var at få 20.000 betalende kunder inden for et år og 50.000 inden for tre år. Det første år er gået, og indtil videre har 2.700 valgt at betale gebyret.

Kristian Pihl Lorenzen fra Venstre siger, at han er klar til at give markedet frit allerede næste år, forudsat at der er lavet et ordentligt forarbejde. Post Danmark har intet imod en liberalisering under visse forudsætninger, herunder at postvæsenet selv kan få lov at fastsætte portoen.

I dag er situationen den, at storkunder betaler stort set samme pris for at sende et brev som de, der blot sender et frankeret fødselsdagskort en gang imellem. Men sidstnævnte gruppe er væsentligt dyrere at håndtere for posten, og liberaliseres postmarkedet, vil Post Danmarks konkurrenter ikke bruge så meget som fem minutter på de private kunder, forudser Helge Israelsen:

»Til gengæld vil de være meget opsatte på at få fat på de mest lukrative kunder, og det vil påvirke hele servicedelen. Jeg har svært ved at se, at breve fra private kan påvirkes i positiv forstand af en liberalisering, og jeg har svært ved at se, at det kan undgås, at det bliver dyrere,« siger han. Transportminister Flemming Hansen (K) siger, at han allerede har indledt drøftelser med forligspartierne om, hvordan og hvornår en postliberalisering skal gennemføres i Danmark.

BRANCHENYT
Læs også