Bykonge på banen

Matador Carsten Thygesen fra Skjern har en finger med i spillet mange steder i den lille vestjyske by. I banken, i virksomhederne og i håndboldklubben. Det er alt sammen en del af det netværk, der er så vigtigt for ham, og for hele byen.

Carsten Thygesen støtter sig til sit omfattende netværk. Foto: Carsten Andreasen ANDREASEN CARSTEN

Som dreng kørte Carsten Thygesen rundt på sin faders traktor i udkanten af Skjern by. Den gang drømte han om at blive skolelærer og havde ikke forestillet sig, at i lige netop det område, ville markerne være forvandlet til industrikvarter 30 år efter. Når 44-årige Carsten Thygesen i dag kører forbi virksomhederne på Stålvej, Industrivej, Smedevej og Jernvej, kan han fortælle historien om hver eneste af virksomhederne. Dels fordi han har investeret i mange af virksomhederne, og dels fordi han sidder i utallige bestyrelser i Skjern og omegn.

Det specielle ved Skjern er netop det gode netværk i byen, og det er også grunden til, at industrikvarteret med de lange flade haller vokser og vokser, ikke særlig langt fra gågaden. De gamle og garvede virksomheder er gode til at hjælpe de grønne iværksættere i gang. Til gengæld forventes det, at de selv vil betale tilbage. Enten i form af at ansætte folk fra Skjern eller ved at hjælpe andre i gang.

»Det skaber vækst og energi i byen. Jeg ved ikke, hvordan byen ville se ud, hvis ikke der var så mange engagerede mennesker i byen, men jeg har prøvet at køre forbi fuldstændigt øde byer. Dér er der ingen, der vil bo,« siger Carsten Thygesen.

Selv om han ikke vil indrømme det, er han selv en netværksmester. Siden han solgte sit ostelager på Industrivej 11 for seks år siden, har han hjulpet andre virksomheder i Skjern og omegn i gang. Nogle har han investeret i, mens han yder rene råd om management til andre. Som formand for bestyrelsen i Skjern Bank har han en fremtrædende rolle i byen, og han har ikke mindst sat den lille vestjyske by på landkortet via sin indsats som sportschef i Skjern Håndboldklub. Men Carsten Thygesen taler helst ikke om, hvad han blander sig i og giver gerne alle andre skylden for Skjerns succes. Og egentlig bryder han sig slet ikke om at køre i en dyr bil, hvis ikke det var fordi, han bruger så meget tid på landevejen og har noget særligt for hurtige biler. Men det er OK, synes han, for han har tjent hver en krone selv.

Sko og ost og håndbold
Carsten Thygesen forbindes ofte med håndbold, og han var senest omtalt i medierne som et emne til formandskabet i Dansk Håndbold Forbund. Han begyndte som frivillig træner i Skjern Håndbold, da han stadig ejede Skjern Ostelager og i kraft af sin stilling som ostegrossist var en god sponsor. Men det pinte ham, at klubben havde rodet rundt i 2. division i alt for mange år, så da han i 1998 hørte, at eks-landstræneren Anders Dahl-Nielsen blev arbejdsløs, kimede han ham ned for at overbevise ham om, at Skjern Håndbold var stedet. Det lykkedes med et sponsorat fra Skjern Bank til trænerens løn, og det betød også, at andre sponsorerne trådte til. Siden har klubbens herrehold spillet sig op i den bedste række, og som formand for eliteudvalget i klubben har Carsten Thygesen til job at opsnuse nye talenter og købe dem hjem til klubben.

Mange i Skjern tror, at han har fået løn for al den tid, som han har brugt på kontoret i håndboldklubben som sportschef. Men det har han ikke. Han betragter ikke håndbold som arbejde, og selvom han har brugt sit kontor i klubben flittigt, opfatter han sit engagementet i håndboldklubben som en form for tilbagebetaling for den identitet, håndbolden har givet ham, og for det store netværk i håndboldverdenen, han har fået via klubben.

Han giver netværket fortjenesten for mange af hans gode, private forretningsaftaler. F.eks. for salget af ostelageret i 2001 og for hans seneste investering i schweiziske sko sammen med Erik Veje Rasmussen, der er træner for håndboldklubben Århus GF. Den investering har vist sig at være en af de bedre. På bare to år har MBT sko, der er fysiologisk fodtøj, opnået et resultat før skat på lidt over 6 mio. kr. MBT er flyttet ind på Industrivej 11, hvor mejeriprodukterne er blevet erstattet med skoæsker i lange baner.

»Sport er en uformel og afslappende måde at mødes på i forhold til et bestyrelsesmøde i en virksomhed. Derfor er det et godt sted at møde sit netværk,« siger han.

Et godt eksempel på det kan man finde lige uden for Skjern by, hvor et stort bilforhandlerhus er under opbygning.

Egentlig var de to bilforhandlere, der er gået sammen om det, to rivaler fra byen. Indtil de kom til at sidde ved siden af hinanden i flyet på vej hjem fra en håndboldkamp.

Carsten Thygesen mener, at den historie netop er et billede på den gode netværk.

Skjern på vejrkortet
Af alle steder i hele verden kunne Carsten Thygesen ikke forestille sig at bo andre steder end i Skjern. Han har altid boet der. Efter grundskolen og HF blev han luftfotosælger, indtil der blev en elevplads ledig i Skjern Bank. Han var færdig som 22-årig og tog orlov et halvt år for at rejse til USA. Hjemme igen blev han ansat i banken, og her blev han tilbudt at købe Skjern Ostelager af en kunde, kun 24 år gammel. Banken lånte ham 5 millioner til 16 pct. i rente.

»Det var en stor satsning for banken at låne mig de penge, men den har altid forsøgt at være en lokal bank og har følt sig forpligtet til at hjælpe folk fra området i gang, folk der har viljen og vil lægge alle kræfter i det. Sådan er filosofien i banken stadig, og det kan jeg godt lide,« siger Carsten Thygesen.

De første seks år som ostegrossist var stramme, travle og afhængige af banken, men 10 år efter havde han øget omsætningen fra 40 til 140 mio. kr., og ni lastbiler rullede hver dag ud fra Skjern Ostelager med ost, pålæg, rejer og bagepulver. I 2001 ringede direktøren fra Inco Danmark og ville købe Ostelagret. Han havde set Skjern Ostelager på et banner til en håndboldkamp og manglede et lager i Vestjylland.

»Han købte det ikke, fordi han havde set reklamen, men hvis han ikke havde set reklamen, havde han aldrig købt det,« siger Carsten Thygesen. Han har aldrig fortalt nogen, hvad et ostelager i Skjern kostede i 2001, og han bryder sig i det hele taget ikke om at tale om penge.

Elite-iværksættere
Carsten Thygesen kunne godt have haft brug for et lignende netværk i forbindelse med sin allerførste og vigtigste investering i Skjern Ostelager.

»Jeg føler, at jeg er en iværksætter fra bunden. Men de fejl, jeg har begået, er der jo ingen grund til, at andre begår også. Det er blandt andet det, vi bruger vores netværk til,« siger Carsten Thygesen.

De gode ideer drukner ofte i besværligt bureaukrati, inden de bliver til virkelighed. Derfor føler han en forpligtigelse til at hjælpe unge iværksættere over den administrative hurdle.

»Det er besværligt at komme i gang og i hvert fald meget nemmere at blive i sin faste løn. Derfor er vi gode til i Skjern at hjælpe med de helt basale administrative opgaver som lejekontrakt og momsregistrering, når nye iværksættere kommer til. Det er ideen, vi skal tilbage til,« siger han. Hans seneste projekt i byen går ud på at trylle elitespillerne fra Skjern Håndbold om til iværksættere. To spillere er allerede gået i gang med henholdsvis en vinbutik og et rådgivningsfirma i byen.

»Jeg glæder mig over at se, at de kommer i gang, og så er det godt for byen at have de unge mennesker engageret. Når først vi har fanget dem, tager de ikke af sted,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også