Postaktører sænker priserne

Post Danmark og konkurrenten Citymail hvæsser knivene til kampen om de lukrative masseforsendelser. Begge har sænket priser markant.

Foto: Niels Busch/Postdanmark

Mens Post Danmark giver private dårligere service og højere porto fra årsskiftet, kan erhvervslivet varme sig på millionbesparelser på grund af skærpet konkurrence mellem det nationale postvæsen og konkurrenten Citymail.

Netop nu forhandler de to postaktører vilkår med storkunderne for næste år, men begge har på forhånd annonceret store prisfald på listepriserne på industriel post, hvilket vil sige masseforsendelser fra eksempelvis banker, forsikringsselskaber, teleselskaber og det offentlige.

Dermed er der tale om en nærmest historisk begivenhed i Danmark, hvor posten hidtil har kunnet gennemføre portostigninger uden at frygte kundeflugt til konkurrenter.

Post Danmark lagde ud for godt en måned siden med en større omlægning af portostrukturen, hvilket blandt andet førte til lanceringen af et særligt Erhvervsbrev, som kan sendes ud til stykpriser helt ned til 3,70 kr.

En prisbasker
Nu har Citymail så slået igen med at sætte prisen på industriel post ned med i gennemsnit 17 pct. En prisbasker, der på mange forsendelser gør den norskejede konkurrent over 40 pct. billigere end Post Danmark.

Prisnedsættelsen skal ses i lyset af, at Citymail sidste år indkasserede et underskud på 50 mio. kr. Samtidig gøres Citymail medansvarlig for, at dets ejer, det norske postvæsen, i sin seneste kvartalsrapport fik mere end halveret sit resultat før renter og skat.

Adm. direktør i Citymail, Jarle Trandokken, er dog overbevist om, at der er økonomisk fornuft i prisnedsættelserne.

»Vi tror på, at flere vil sende post, hvis priserne sænkes. Det er sket i Sverige, hvor man liberaliserede i 1993, og den udvikling tror vi også, vi vil se i Danmark,« siger Trandokken, der afviser, at Post Danmark og Citymail er gået i priskrig.

»Det er udtryk for den frie konkurrence. Den giver bedre priser i markedet og bedre produkter.«

Ingen reaktion
Foreløbig må Citymail kun håndtere brevpost over 50 gram, fordi politikerne tøver med at tage monopolet fra Post Danmark. Det kan også forsinke ekspansionen til andre landsdele for Citymail, der indtil videre dækker området fra Køge i syd, Helsingør i nord, Kastrup i øst og Holbæk i vest.

Vicedirektør i Post Danmark Anders Due erkender, at Citymails nye priser ligger væsentligt under postens egne. Men han mener, at Post Danmarks kvalitet retfærdiggør prisforskellen, og der kommer ingen reaktion på Citymails udspil.

»Det er klart, at vores prisudspil også afspejler, at vi er flere på markedet. Men det bliver ikke os, der tager hul på en prisspiral med prissænkninger i tide og utide,« siger Anders Due, der mener, at Citymails prisnedsættelser skal læses derhen, at selskabet ikke rigtigt er slået igennem på brevposten.

Organisationen Dansk Erhverv har gentagne gange skreget på mere konkurrence på postmarkedet, og her glæder man sig da også over prissænkningerne på erhvervspost.

Men direktør Kim Munch Lendal opfordrer samtidig konkurrencemyndighederne til at holde posten i kort snor, så man ikke bruger penge fra monopolområdet på at køre en konkurrent ud af markedet.

»Lige nu er der ingen tvivl om, at der står to aktører, som kappes om kunderne. Men øvelsen er at sikre, at der fremadrettet kun er en,« siger Lendal.

BRANCHENYT
Læs også