"Et spørgsmål om tid før en alvorlig ulykke kan ske i SAS"

Det siger sikkerhedsekspert og fagchef i Luftfartstilsynet i Norge, Kjell Klevan. SAS er gået fra at være et robust og trygt flyselskab til at være skrøbeligt og sårbart, mener sikkerhedseksperten.

En sønderlemmende kritik af sikkerheden i SAS bliver fremført af sikkerhedsekspert og fagchef i Luftfartstilsynet i Norge, Kjell Klevan. I et notat til sine skandinaviske kolleger beskriver han en mangelfuld sikkerhedskultur i SAS, som er præget af en uvilje mod at erkende egne fejl og en manglende vilje til at samarbejde med myndighederne.

»SAS er gået fra at være et robust og trygt flyselskab til at være et skrøbeligt og sårbart flyselskab,« lyder det i et advarende notat fra nordmanden.

»Med den kulturudvikling og mangel på styring (også mangel på kundskab i vitale led) er det desværre bare et spørgsmål om tid, før noget alvorligt kan ske (når de svage led bliver en kæde), hvis udviklingen fortsætter,« skriver han.

Ordene blev skrevet i marts på baggrund af fagchefens granskning af flere SAS-episoder, der bragte passagernes sikkerhed i fare. Eksempelvis gennemførte SAS sidste år en ruteflyvning på trods af, at kaptajnen kort før start havde set, at brændstof fossede ud af flyvingen.

I et andet tilfælde var 244 passagerers liv i fare, da et fly slog halen mod landingsbanen og fik en otte meter lang flænge i skroget.

I et tredje tilfælde konstaterede piloterne, at en iltbeholder var utæt, men gennemførte turen hjem.

Og Kjell Klevan fastholder i dag sine udtalelser fra marts:

»Det er jo den tendens, vi har observeret. Det er vel, som jeg har sagt, formentlig et spørgsmål om tid, før en alvorlig ulykke kan ske i SAS,« siger han.

SAS: Sikkerheden er i orden
Hos SAS fastholder viceadm. direktør John Dueholm at sikkerheden i SAS er i top:

»Vi tager stærk afstand fra Klevans udtalelser om, at der er et generelt sikkerhedsproblem i SAS. Vi har myndighedernes ord for, at flyvesikkerheden i SAS er i orden,« siger han. Kurt Lykstoft Larsen, direktør i Statens Luftfartsvæsen, karakteriserer Kjell Klevan som »dedikeret og kompetent«. Han er enig med sin norske kollega i, at der har været »helt utilfredsstillende« episoder.

»SAS har haft alvorlige episoder, som ikke skulle have fundet sted. Samtidig har SAS' kvalitetssystem ikke fungeret lydefrit,« siger han.

Kurt Lykstoft Larsen fastslår, at det til tider har været svært at få en dialog med SAS om sikkerhed.

»Men nu er der kommet nye folk på posterne. Vi bedriver ikke forskning, men har slettet tavlerne og ser fremad,« siger han.

SAS er i disse uger ved at gennemføre en ændring af sin sikkerhedsorganisation. Men Dueholm afviser, at ændringerne har noget med kritikken at gøre:

»Jeg har valgt at foretage en række justeringer. Det er sket for at sikre, at vi også i fremtiden kan have et tilfredsstillende flysikkerhedsniveau,« siger han.

Læs også