Rederi-aktier til lavpris

Det danske rederi Clipper Group sendte i går et trumfkort ind i pokerspillet om magten om Mols-Linien. Rederiet sikrede sig knap en tredjedel af den givtige rute til langt under den officielle kursværdi.

Foto: Mols-Linien Foto: Mols-Linjen

Med købet af knap en tredjedel af aktierne i Mols-Linien til en tilsyneladende discountpris sendte det danskejede kapitalstærke rederi Clipper Group i går chokbølger gennem den øvrige aktionærkreds i den guldrandede Kattegat-rute.

Selv om den officielle kurs for den børsnoterede færgerute var på godt 800, fik Clippers hammerslag på kurs 600,7 for lige under en tredjedel af aktierne, svarende til 511 mio. kr. Sælgeren var den tysk-britiske kapitalfond bag Scandlines, der har valgt i stedet at satse på udvikling af rederiets internationale ruter til Sverige og Tyskland.

Endnu lavere pris
Handelen satte store spørgsmålstegn ved markedsværdien af de øvrige aktier i Mols-Linien. Direktør i Clipper Group Jan Meinertz oplyser, at rederiet gerne vil forøge sin ejerandel i Mols-Linien, men til en kurs, der er endnu lavere.

»Vi kan bestemt ikke udelukke, at vi gerne vil øge vores ejerandel, hvis nogle af de øvrige aktionærer vil sælge. Men vores pris bliver lavere end den pris, som vi har betalt nu,« siger Jan Meinerts, der ser store muligheder i ruten.

»Udsigterne til en fast broforbindelse mellem Sjælland og Jylland over Samsø ligger meget langt ude i horisonten. Derfor er der stort potentiale i at udbygge ruten, så den får 20-minutters drift. Den udvikling vil vi gerne være en aktiv deltager i,« siger Jan Meinerts.

De øvrige aktier i Mols-Linien ejes af en række store ejendomsbesiddere, der i forvejen alle er deltagere på et ejendomsmarked, der har mistet pusten. Det gælder bl.a. den tidligere mesterbokser Hans Henrik Palm, ejendomsselskabet Øresundshøj, der kontrolleres af Henrik Ørbekker, en række selskaber kontrolleret af pengemanden Olav Damkiær Classen og af selskabet Rudersdal A/S, der ejes af pengemanden Carsten Berger.

Sidstnævnte, der ejer en aktiepost i ruten på 17 pct., forudser en fordobling af aktiekursen frem til år 2012.

»Til den tid vil udbygningen af Århus Havn være gjort færdig. Det vil øge trafikken på Mols-Linien markant,« siger Carsten Berger.

Hos Mols-Linien er adm. direktør Preben Wolf glad for den nye storaktionær.

»Scandlines-ledelsen har været ret passive i deres ejerskab. Nu får vi en økonomisk stærk ejer, der tænker strategisk. Vi venter, at den nye storaktionær vil bakke op om en forøgelse af færgekapaciteten allerede til næste år,« siger Preben Wolf.

Kommunikationschef Jens Henrik Nybo, Scandlines, oplyser, at en betingelse for handelen var, at en jobgaranti for medarbejderne frem til 2011 bliver flyttet over til de nye ejere.

Færger solgt
I den store færgehandel i går indgik også salg til Clipper af Scandlines' to færgeruter, Bøjden-Fynshav og Spodsbjerg-Tårs.

Ifølge Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger var prisen for de fire færger på de to ruter med en gennemsnitalder på over 30 år på knap 240 mio. kr.

BRANCHENYT
Læs også