Eksperimentet lykkedes

Manden bag magasiner som Woman, FHM og Bilmagasinet, Johnny Laursen, siger selv, at han i virkeligheden ingenting kan. Alligevel har han opbygget en succesfuld bladkoncern. Hans eget ydre dækker over en heldig jyde med hang til hurtige biler.

På disken i Benjamin Medias reception står en bronzemodel af en hånd med strittende langfinger. Fuckfingeren er en vandrepokal, en pris for at have gjort noget anderledes og for at have brudt med vanetænkningen.

Den hedder ”Satanrasme-prisen” opkaldt efter et af koncerndirektør Johnny Laursens yndlingsudtryk, og den uddeles hvert kvartal til en af redaktionerne i huset.

»Det er et signal om, at her er det tilladt at eksperimentere og gøre noget andet, end det folk forventer af en,« forklarer Johnny Laursen.

Selv har han aldrig været bange for at skille sig ud og gå nye veje. Han gik ind i magasinbranchen uden at vide noget som helst om den, og i dag står han bag nogle af Danmarks mest succesfulde magasiner. M!, Woman, Bilmagasinet, Costume og FHM er bare nogle af de titler, der bliver produceret i den tidligere karamelfabrik på Finsensvej på Frederiksberg.

Men faktisk var det mere af nød end af lyst, at Johnny Laursen begyndte at lave magasiner.

»Jeg havde det her brugtbilmarked på papir, og så fik jeg at vide af postvæsenet, at hvis jeg skulle have sendt det ud med lav porto, så skulle det være et magasin, og der skulle være noget redaktionel tekst. I begyndelsen skrev jeg selv lidt, men langsomt blev det større og større,« fortæller Johnny Laursen, der mener, at den famlende start har givet ham og resten af virksomheden en ydmyghed og en respekt over for læseren.

»I den her branche bliver man bedømt benhårdt en gang om måneden af sine læsere. Så det er meget vigtigt at respektere og forstå sin målgruppe. Selv om vi kæmpede i begyndelsen, og magasinet ikke havde en grafisk fremtoning, der på nogen måde kunne konkurrere med andre blade, så havde det en ægthed, og jeg tror, at læserne kunne se, at det var nogle engagerede mennesker, der stod bag. I dag er vi blevet dygtigere, men det handler stadig om at brænde for det. Du kan være en nok så dygtig journalist, men hvis ikke du kan lide det, du laver, så dur det ikke,« siger Johnny Laursen, der dog indrømmer, at der også var en god portion held med i spillet.

»Man kan godt sidde og sige en masse klogt om min karriere, men jeg har også været heldig. Havde jeg været uheldig, havde jeg bare været et fjols med en kæmpe gæld.«

Evnen til at finde de gode folk
Da Johnny Laursen begyndte sin karriere i magasinbranchen, kom han direkte fra en stilling som reserveofficer i hæren. I dag kan det være svært at forestille sig, hvordan man kan tage springet fra det hierarkiske militær til det åbne kontormiljø, hvor strukturen er flad og alle er på fornavn med hinanden. Men Johnny Laursen mener, han har kunnet tage med.

»I forsvaret lærte jeg, hvordan man virker på andre mennesker, og hvordan andre mennesker virker. Og jeg lærte, at du skal kunne motivere folk, og få dem til at fungere som en enhed. Det kan jeg bruge nu,« fortæller han. Han ser det selv som sin vigtigste opgave at tænke de store tanker og skabe rammerne for, at virksomhedens ansatte kan gøre deres bedste.

»I virkeligheden kan jeg jo ingenting. Jeg kan ikke ordne bogholderiet, jeg kan ikke tage billeder, og hvis jeg satte mig ned og skrev en artikel, skulle den nok kigges grundigt igennem, inden det kunne bruges til noget. Det, jeg kan, er at motivere folk og skabe nogle rammer for deres arbejde. Jeg er god til at finde gode folk, og jeg tør tage chancer med medarbejdere, jeg ser muligheder i. Og jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en eneste gang, hvor de ikke har levet op til mine forventninger,« siger han.

Ægthed tæller
Når Johnny Laursen skal finde de gode folk, handler det ikke bare om, hvad der står på cv'et. Ord som ægthed og ”gode jyske værdier” finder vej til hans talestrøm, når han skal forklare, hvad han synes er vigtige egenskaber for medarbejdere hos Benjamin Media. Og en ting er sikker: de skal brænde for jobbet og ikke søge det, fordi det lyder smart.

»Er der noget, jeg foragter, så er det overflade, staffage og form uden indhold. Jeg gør meget ud af at ansætte ægte og gode mennesker.«

Efterhånden har han ansat så mange, at virksomheden næsten er blevet for stor for ham.

Vil prioritere familien
»En virksomhed skal udvikle sig, men den har nået en størrelse, hvor der ikke længere er det nærvær, der var i begyndelsen. Selv om der er en meget flad struktur, kan man ikke undgå, at der opstår en distance, når man er 200 mennesker i en virksomhed. Det nærvær kan jeg godt savne, men det er jo i virkeligheden en god udvikling,« siger han.

Johnny Laursen har længe haft planer om at trække sig ud af firmaet. For nogle år siden solgte han halvdelen af virksomheden til forlaget Bonniers, og planen er, at det inden så længe skal overtage resten. Derefter har han lovet sig selv og sin kone ikke at søsætte nye i mindst et år.

»Jeg har altid prioriteret min virksomhed over alt andet. Når jeg kører en virksomhed, så er det 100 procent. Men jeg har mødt så mange, som siger, at de fortryder, at de har forsømt deres børn til fordel for karrieren. Det dilemma vil jeg ikke have. Og jeg har jo været så heldig, at jeg har kunnet dyrke karrieren først, og nu har mulighed for at prioritere familien,«siger Johnny Laursen, der til foråret kan kalde sig far til tre.

Afhængig af motorsport
Selv om han trækker sig tilbage fra livet som bladkonge, bliver han dog ikke helt arbejdsløs. Johnny Laursen står også bag hjemmesiden bilbasen.dk, ligesom han for et år siden overtog eneimporten af de italienske sportsvogne Ferrari og Maserati i Danmark efter Damgaard Nielsen. En opgave, der var lidt af en drengedrøm for den bilinteressede iværksætter.

»Jeg har altid været fascineret af biler. Jeg tror efterhånden, at det ligger i generne, for jeg kan se på min søn på halvandet år, at han har det på samme måde. Han skal altid lige ud og sige godnat til Ferrarien i garagen,« griner Johnny Laursen, der også er en ivrig motorløbsdeltager.

»Den oplevelse af fart og intensitet, der er ved at køre motorløb, er fantastisk. Du kan simpelthen ikke tænke på andet imens. Det er der ingen anden sport, der har fået mig til. Man bliver afhængig af det.«

I garagen hjemme i Vedbæk holder i øjeblikket to Ferrarier og en Maserati Quatroporte. Og endnu en bil er på vej. Der er en tyve år gammel Ferrari F40, og Johnny Laursen lyser op som en lille dreng, når han fortæller om den.

»Den kommer jeg nok ikke til at køre ret meget i, men bare det at kunne se på den og tage en tur en gang imellem er det hele værd.«
..

BRANCHENYT
Læs også