Mr. 200 procent

Erik Holst Jørgensens karriere har været én lang flyvetur mod næste forfremmelse. Ambitionerne har dog også kostet et ægteskab, der betyder, at familien i dag har større fokus end tidligere. Mød Deloittes administrerende direktør punkt for punkt.

Starttidspunkt
Er der et tidspunkt, som Erik Holst Jørgensen ikke holder af, så er det morgenen. Når solen strækker arme og maler den gryende dag svagt rosa, ligger han gerne i sin villa i Charlottenlund med dynen trukket op over begge ører. Han ville gerne sove lidt længere. Men lysten til at spise morgenmad med sin kone og husets tre børn får ham dog ud af sengen og trækker ham langsomt i gang.

Erik Holst Jørgensen har det som et damplokomotiv, der har brug for at lave tænksomme og hostende manøvrer, før dampen er oppe, og toget er parat til at indtage verden. For hans eget vedkommende er det nærmere bestemt revisionsverdenen, som han har indtaget i løbet af karrieren.

Højdepunkt
Siden han startede i 1978 i det daværende Revisions- og Forvaltningsinstituttet - nu Deloitte - , har arbejdslivet ført fra den ene forfremmelse til den anden. I dag er han som administrerende direktør havnet på firmaets absolutte top i Danmarks største revisionsselskab.

Også i bogstaveligste forstand oplever Erik Holst Jørgensen verden oppefra. Ikke bare rager hans 1,97 centimeter lange slanke skikkelse op i landskabet; hans skrivebord findes også øverst oppe i Deloittes åbne glasbygning på Amager i København. Deroppefra har han på den ene side udsigt til virksomhedens medarbejdere, og til den anden udsigt ud over alle Københavns snoede tårne, spidse spir og gamle røde tegltage.

»Jeg er stolt over, hvor langt jeg er nået,« siger Erik Holst Jørgensen og slår armen ud mod resten af kontoret.

»Det giver mig en fantastisk følelse at være en del af den her koncern og bo midt i et visionært og futuristisk kontormiljø.«

Resultatmæssigt er Erik Holst Jørgensen mest stolt over, at Deloitte er en attraktiv arbejdsplads. Noget af det skyldes, at virksomheden i dag er Danmarks største revisionsvirksomhed, der har formået også at tiltrække vægtige kunder så som FLSmidth, B&O og Danisco, der for nogle år siden var forbeholdt rivalerne KPMG og Ernst & Young.

»Undersøgelser viser, at vores brand står meget stærkt hos potentielle jobansøgere. Kandidater synes, at vi er en god arbejdsplads, og det er essentielt for virksomhedens fortsatte vækst og for mig,« siger Erik Holst Jørgensen.

Lavpunkt og vendepunkt
Erik Holst Jørgensen er ikke kommet sovende til resultaterne. Beder man den nu 50-årige mand beskrive sig selv som 35-årig, er svaret:

»Mit fokus var 100 procent fokuseret på karrieren, det er der ingen tvivl om. Jeg var altid til rådighed. Døgnet rundt.«

Sagt på ægte revisionsmanér, så har de faglige resultater ikke været en særlig god investering for privatlivet, da det første ægteskab gik konkurs på den konto.

»Skilsmissen var mit wake up call,« forklarer Erik Holst Jørgensen.

»Den har betydet, at jeg begyndte at arbejde med at få balance mellem privat- og arbejdslivet,« tilføjer han. Erik Holst Jørgensen er i dag gift igen og bor sammen med børnene på 10, 11 og 12 år.

»Selvom det biologisk set ikke passer, betragter jeg dem alle tre som mine børn,« siger han.

I dag forsøger Erik Holst Jørgensen at gøre sit liv op i et andet regnskab end tidligere:

»Når jeg investerer i familien, har jeg overskud til at gøre forretning, og når det går godt på arbejdet, har jeg overskud til familien. Det giver 200 procent.«

Livsfilosofien smitter også af på ledelsesfronten, hvor Erik Holst Jørgensens mantra er, at arbejde skal være ”fun&money”.

»Det skal være sjovt at gå på arbejde, men man skal også tjene penge, og de to ting kan gå op i en højere enhed. Et arbejde bliver spændende, når opgaverne hele tiden veksler og er udfordrende, og hvor man får anerkendelse for det, man præsterer. Det kan være fra en kunde eller fra chefen eller kollegaer. Når noget er sjovt, tjener man som regel også penge,« siger Erik Holst Jørgensen. Men det hele skal foregå i en vis balance med privatlivet, for hvis man glemmer den side af sagen, forsvinder medarbejderne.

»Rovdrift på medarbejdere med henblik på et hurtigt afkast, giver ikke bonus i det lange løb. Vi vil gerne holde på medarbejdere i mange år. Men det er klart, at der skal være nogen, der driver organisationen fremad,« siger Erik Holst Jørgensen.

Udgangspunkt
Det ligger i Deloittes, men også Erik Holst Jørgensens egen natur, at ville fremad. I skolen var han bogligt dygtig inden for stort set alle fag, og evnerne på håndboldbanen fejlede heller ikke noget. Her havde Erik Holst Jørgensen rollen som indpisker og målmand og var så god til det, at han kom på diverse udvalgte hold.

Efter studentereksamen fra Østre Borgerdyd Gymnasium på Østerbro i København begyndte den unge Erik at studere historie på Københavns Universitet. Det var især faderen, der var driftschef ved det tidligere Københavns Energi, der gerne så, at den unge Erik som den første i familien blev akademiker.

»Det var ikke sådan, at min far pacede mig. Jeg ville gerne fremad helt af mig selv. I løbet af mine studieår havde jeg mange forskellige job som alt fra at være trafiktæller til sælger i en souvenirshop. Det var ikke lige sagen, og jeg bestemte mig tidligt for, at jeg ville have en uddannelse, så jeg kunne få et job, hvor man selv kunne bestemme,« fortæller Erik Holst Jørgensen om springet ind på universitetet...

BRANCHENYT
Læs også