Portræt af Saxo Bank: Frihed, lighed og venskab

Ingen har dem har papir på andet end en studentereksamen, de mistede begge deres far i en alder af 14-15 år - og de kan ikke fordrage socialdemokrater. Det er blot nogle af fællesnævnerne for makkerparret bag vækstkometen Saxo Bank.

I 15 år har mændene bag Saxo Bank, Kim Fournais (tv) og Lars Seier Christensen, kørt professionelt parløb. Men de to venner vil ikke umiddelbart anbefale formlen til andre, med mindre der er fuldstændigt fælles fodslag om mål og værdier. Foto: Bo Svane Foto: Bo Svane

Samme løn. Samme titel. Samme ansvar. Samme aktiepost. Samme kontor.

Og jo, de kan godt selv se det.

At netop dén fordeling kan virke stærkt selvmodsigende for to mænd, der normalt bekender sig til begreber som løndifferentering og liberalisme i sine mere rendyrkede former.

»Ja, det er utroligt, at vi er så kommunistiske, når det ikke lige er det, vi er kendt for,« lyder det grinende fra Kim Fournais, der sammen med makkeren Lars Seier Christensen har sagt ja til at fortælle om et parløb af de sjældne.

For det er trods alt de færreste, der efter 15 års samarbejde kan kalde sig milliardærer. Ligesom det er de færreste danske erhvervsledere, der igen og igen højlydt blander sig i den offentlige debat om alt fra skatten (den skal ned) til velfærdsstaten (som fratager folk et personligt ansvar). Og endelig hører det for alvor til sjældenhederne, at to personer i samme virksomhed begge kan kalde sig administrerende direktør.

Men lad os begynde med det sidste først.

»Ved at være to CEO'er (adm. direktører, red.) har vi pludselig 48 timer i stedet for de normale 24. Men det helt afgørende er selvfølgelig, at vi har de samme værdier og mål,« lyder det fra Kim Fournais, inden han giver ordet til sin forretningspartner gennem 15 år.

»Du får ikke alene 48 timer. Du får også mulighed for at være to steder på én gang. Det har sine fordele, når man samtidig føler sig sikker på, at der er et interessefællesskab. Det er praktisk, at du ved, at det, der er godt for Kim, også er godt for Lars og omvendt. Vi ved, at de beslutninger, der bliver truffet, tager hensyn til begges interesser, netop fordi vi deler alt fuldstændigt lige,« siger Lars Seier Christensen om den konstellation, som parret faktisk har kørt med siden den spæde begyndelse i 1992.

Inden da havde de kendt hinanden lidt perifert et par år, fordi Kim Fournais på vegne af Lannung Bank var kunde hos Lars Seier Christensen, der dengang var børsmægler i London. De fandt ud af, at de delte synspunkter - der var den med skatten igen - og at de begge drømte om et frit liv som selvstændige med mod på at »skabe noget stort«.

»Jeg kan bare huske, at Lars var den her helt vildt smarte fyr, som allerede dengang gik i lyserøde skjorter,« siger Kim Fournais med et frækt blik på makkerens skjorte.

Umage par

..

Læs også