Gældsramte hurtigere i sikkerhed

En ny lov om forældelsesfrist træder i kraft 1. januar 2008 - forældelse af dagligdags fordringer sker efter tre år.

!Forældelse af eksempelvis et krav på penge medfører, at tilgodehavendet bortfalder efter en årrække, selv om der ikke er betalt. Reglerne om forældelse har blandt andet til formål at beskytte den, der med en vis ret ikke forventede at skulle betale. Disse regler er nu strammet op, således at forældelse indtræder på et langt tidligere tidspunkt.

I juni 2007 vedtog Folketinget en ny lov om forældelse af fordringer - i daglig tale benævnt forældelsesloven. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.

En fordring er et krav på en anden person. Fordringen kan være et krav på penge, men kan også være et krav på en realydelse, f.eks. et krav på levering af 10 paller mursten eller et krav på at få slået græsplænen.

Forældelse af en fordring medfører, at fordringen bortfalder. Den person, der havde fordringen - i fagsproget benævnt fordringshaveren - mister med andre ord sin ret til at få fordringen indfriet. Har man lånt 500 kr. til sin nabo, og forældes fordringen på de 500 kr., har naboen ikke længere pligt til at betale de 500 kr. tilbage. Det kan selvfølgelig være, at naboen føler en moralsk forpligtelse til at betale de 500 kr., men naboen er ikke længere juridisk forpligtet til at tilbagebetale de 500 kr.

Formålet
Formålet med regler om forældelse er at beskytte personer, som efter en lang årrække har indrettet sig på, at et krav ikke vil blive gjort gældende mod dem. Hvis naboen i det ovennævnte eksempel efter 22 år har indrettet sig på, at han ikke ville blive afkrævet beløbet, kan det være en ubehagelig overraskelse for ham at blive præsenteret for et krav om indfrielse af gælden, eventuelt med renter i 22 år.

Et krav på 500 kr. kan de fleste nok overse, men hvis kravet i stedet er på 5.000 kr. eller 50.000 kr., er sagen en anden. Særligt ubehagelig er situationen selvsagt, hvis naboen mener, at han for længst har betalt beløbet og i mellemtiden har smidt kvitteringen væk. Og desto længere tid, der er gået, desto mere usikre er bevismulighederne. Regler om forældelse skal sikre, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for rimelig tid.

Den hidtidige lov
Forældelse af fordringer har hidtil bl.a. været reguleret, dels af en meget gammel regel i Danske Lov fra 1683, og dels gennem en egentlig lov om forældelse fra 1908.

I loven fra 1908 er der foreskrevet en femårig forældelse for mange af de fordringer, der forekommer i dagligdagen, eksempelvis krav i anledning af varesalg, gæld til købmanden, lejeforhold og skattekrav. Er en fordring ikke omfattet af denne lov, gælder som udgangspunkt en 20-årig forældelse efter reglen fra 1683.

Selv om reglerne er gamle - eller meget gamle - bliver de ikke nødvendigvis mindre brugbare. De nuværende regler har imidlertid været kritiseret på flere punkter. Justitsministeriet nedsatte derfor et udvalg, der i 2005 afgav en betænkning og et forslag til nye regler på området. Den ny lov er i vidt omfang baseret på dette forslag.

Hovedreglen
Med de nye regler er indført en hovedregel om en kortere forældelsesfrist på tre år. Denne frist vil gælde for de fleste af de tilgodehavender og gældsposter, der forekommer i dagligdagen. Eksempelvis kan nævnes krav opstået i anledning af salg af varer, gæld til købmanden og lignende. Forældelsesfristen for mange dagligdagsfordringer er dermed blevet reduceret fra fem til tre år.

Den ny tre-årige forældelsesfrist regnes fra det tidligste tidspunkt, da fordringen kunne kræves betalt, dvs. fra forfaldstidspunktet. Hvis debitor har fået en frist til betaling, hvor betaling inden for fristen anses som rettidig, regnes forældelsesfristen dog først fra udløbet af betalingsfristen.

Havde fordringshaveren ikke kendskab til fordringen eller til debitor, suspenderes forældelsesfristen. I så fald løber fristen som udgangspunkt først fra det tidspunkt, da fordringshaveren rent faktisk fik kendskab til eller burde have fået kendskab til kravet eller til debitor. Manglende kendskab til en fordring kan f.eks. skyldes, at fordringen er opstået som følge af en personskade, der først viser sig mange år efter uheldet.

Definitiv forældelse
Regler om suspension kan medføre, at den tre-årige forældelsesfrist først begynder at løbe efter adskillige år. For at opfylde lovens formål - nemlig at sikre, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for rimelig tid - er det derfor nødvendigt at supplerede den tre-årige forældelsesfrist med en yderligere frist, hvor fordringen under alle omstændigheder bortfalder. Denne definitive frist medfører med andre ord, at kravet bortfalder, uanset om fordringshaveren eksempelvis ikke havde kendskab til fordringen og først bliver bekendt med kravet efter fristens udløb.

Udgangspunktet er her, at en fordring definitivt bortfalder efter 10 år. Denne forældelsesfrist løber altså sideløbende med den tre-årige forældelsesfrist.

På enkelte områder har man imidlertid valgt en markant længere frist for, hvornår et krav definitivt bortfalder. Således er fristen 30 år, hvis kravet drejer sig om erstatning eller godtgørelse i anledning af personskade. Ligeledes er fristen 30 år, hvis kravet drejer sig om erstatning for forureningsskader eller skader som følge af forstyrrelser ved støj, rystelser eller lign.

I visse sammenhænge kan en forældelsesfrist på tre år skabe unødige retstab. På konkrete områder er der derfor fastsat regler om en længere frist for forældelse.

Lønkrav
Krav på løn for arbejde som led i et ansættelsesforhold efter de nye regler vil være undergivet en fem-årig forældelsesfrist. Fristen kan eventuelt være suspenderet, men efter 10 år bortfalder et sådant lønkrav definitivt. Denne bestemmelse omfatter bl.a. arbejdstagerens krav på løn, herunder pension, feriepenge, ATP og arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt løn. Krav opstået som følge af arbejdsskader forældes dog først definitivt efter 30 år.

Formålet med forældelsesreglerne er, som allerede nævnt, at sikre, at fordringer afvikles eller bringes på det rene inden for rimelig tid. Derved undgås tvister om meget gamle mellemværender, der - som det siges i forordet til loven - ofte vil være præget af bevistvivl. I nogle tilfælde vil der ikke eksistere bevistvivl. Her har man skønnet, at forældelsesfristerne kunne forlænges til 10 år.

Dette gælder for det første tilfælde, hvor der er oprettet et gældsbrev, hvor gælden er fastsat. Et gældsbrev er en skriftlig erklæring, hvori debitoren erkender at skylde et nærmere fastsat beløb til fordringshaveren. 10-års-fristen løber i disse tilfælde fra gældens forfaldstidspunkt. Er der ikke aftalt et forfaldstidspunkt, løber fristen fra det tidspunkt, hvor gældsbrevet blev udstedt. Er pengene ikke betalt inden 10 år efter, at gælden er forfalden, falder gælden bort, selv om den ikke er betalt.

Ligeledes gælder en frist på 10 år fra forfaldstidspunktet, når fordringen er registreret i en værdipapircentral, eksempelvis obligationer.

Endelig gælder en 10-års-frist fra forfaldstidspunktet, hvis fordringens eksistens og størrelse enten er anerkendt skriftligt af debitor eller er fastslået ved et forlig, en dom eller anden bindende afgørelse. Skylder man eksempelvis købmanden penge, og er der forløbet to år, siden varen blev købt, vil købmanden jo ikke risikere, at hans tilgodehavende falder væk som følge af forældelse. Såfremt kunden her skriftligt anerkender at skylde beløbet, forældes fordringen først 10 år efter, at kunden har anerkendt at skylde beløbet - og dermed først 12 år efter varekøbet.

Forældelsesfristen på 10 år skal ses i lyset af reglerne om afbrydelse af forældelsen. Forældelse afbrydes således bl.a., når debitoren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin handlemåde erkender sin forpligtelse. Betaling af renter vil i denne sammenhæng i almindelighed indebære en erkendelse af hele gælden. Det samme vil gælde betaling af afdrag, hvis betalingen fremstår som en afdragsvis betaling af en større gæld, der præciseres i forbindelse med betalingen.

Lån og overtræk
Med de nye regler følger endvidere en regel om, at hovedstolen ved pengelån samt ubevilgede overtræk på konti i pengeinstitutter forældes 10 år efter forfaldstidspunktet. Pengelån omfatter både lån med et fast lånebeløb og aftaler om lån med variabelt lånebeløb, eksempelvis en kassekredit.

I visse tilfælde er det vanskeligt eller dog upraktisk at operere med forfaldstidspunktet som det tidspunkt, hvor den 10-årige forældelsesfrist begynder at løbe. Dette gælder eksempelvis for en kassekredit, hvor der ikke er aftalt et indfrielsestidspunkt, og som ofte løber over mange år. For sådanne tilfælde er der fastsat en særregel i loven om forældelsesfristens begyndelsestidspunkt. Her regnes forældelsesfristen således fra den seneste indsættelse eller hævning på kontoen, der er foretaget af andre end fordringshaveren (pengeinstituttet m.v.)., dog senest fra det tidspunkt, da långiveren har opsagt kreditten til indfrielse.

Indlån i banker
I den omvendte situation, dvs. hvor der er tale om indlån i pengeinstitutter m.v., forældes kundens krav på pengeinstituttet efter 20 år. I denne situation regnes fristen fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller anden postering på kontoen. Samme forældelsesfrist gælder endvidere for tilskrevne renter. Dette medfører dog ikke, at man skal skifte bank hver 19. år. Det er tilstrækkeligt, at man modtager en årsopgørelse fra banken for at udelukke forældelse.

Løbende ydelser
Også for visse løbende ydelser er der fastsat særregler i loven. Det drejer sig nærmere om ydelser i form af krav på pension, aftægtsydelser, underholdsbidrag og andre lignende ydelser, der forfalder med bestemte mellemrum. Sådanne fordringer forældes i sin helhed efter 10 år regnet fra den dag, da den sidste ydelse blev betalt. Har der ingen betaling fundet sted, regnes fristen fra den dag, da den første ydelse kunne kræves betalt.

Sideløbende med denne forældelsesregel, gælder den regel, at kravet på den enkelte ydelse forældes efter hovedreglen om tre års forældelse.

For fordringshaveren er det naturligvis et centralt spørgsmål, hvordan forældelsen afbrydes.

Det er her meget væsentligt at være opmærksom på, at afbrydelse efter de nye regler kræver, enten at debitor selv erkender forpligtelsen, eller at fordringshaveren foretager retlige skridt. Som fordringshaver er det altså ikke tilstrækkeligt blot at sende debitor en påmindelse om hans gæld.

Afbrydelse af forældelsesfristen medfører, at der løber en ny forældelsesfrist. Fristens længde bestemmes af de regler, der gælder for dette nye retsforhold. Har eksempelvis en radioforhandler sendt en regning til en kunde, og underskriver kunden inden udløbet af den tre-årige forældelsesfrist et gældsbrev, løber der en ny forældelsesfrist. Denne nye forældelsesfrist er ikke på tre år, men på 10 år.

Debitorens erkendelse
Debitor kan erkende en gæld med fristafbrydende virkning enten udtrykkeligt eller ved sin handlemåde.

En udtrykkelig erkendelse kan f.eks. foreligge i forbindelse med brevveksling mellem fordringshaver og debitoren om gælden, gennem forligsdrøftelser eller på anden, bevisfast måde. Uanset i hvilken form debitor har erkendt sin gæld, kræves det imidlertid for at afbryde fristen, at debitor har erkendt en gældspost af en bestemt størrelse.

Retslige skridt
Vil debitor ikke erkende gælden, afbrydes forældelsen kun, hvis fordringshaveren foretager retslige skridt.

Retslige skridt er bl.a. sagsanlæg, anmeldelse af fordringen i et konkursbo, indgivelse af anmodning om udlæg og lignende skridt.

Som nævnt træder loven i kraft den 1. januar 2008.

Som fordringshaver bør man særligt være opmærksom på, at den nye forældelseslov også gælder for fordringer, der er stiftet før 1. januar 2008, og som ikke inden 1. januar 2008 allerede er forældet efter de hidtidige regler.

Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter de hidtidige forældelsesregler som efter den nye forældelseslov.

Læs også