Gift for prisen på sommerhuset

1.500 nye sommerhusgrunde ved vandet øger presset på et marked, hvor der i forvejen er stigende udbud og faldende efterspørgsel.

Nye tal fra boligsiden Boliga viser, at der er annonceret knap 8.500 sommerhuse til salg, mens Boligsiden har knap 1.000 fritidshusgrunde udbudt. Arkivfoto: Carl J. Buus Arkivfoto: Carl J. Buus

Stigende renter og nye udstykninger blander sig til en giftig cocktail for sommerhusmarkedet. Økonomer har for længst udpeget priserne på fritidshuse som værende alvorligt i risikozonen. Nu forværres oddsene.

Stigning på 50 pct.

Med denne uges rentestigning er de månedlige nettoudgifter på et afdragsfrit variabelt forrentet lån steget 50 pct. siden december 2005. Det giver en ekstraregning for hver mio. kr. lånt på 1.000 kr. om måneden - og øger presset på sommerhusene, som i høj grad er finansieret med rentetilpasningslån.

Samtidig har Miljøminister Connie Hedegaard i denne uge nikket til kommunernes ønske om at udstykke yderligere 1.500 sommerhusgrunde i landets yderområder. Det betyder i alt 8.000 nye grunde siden 2005.

»Kombinationen af 1.500 nye grunde og kraftigt stigende renter er ikke god. Vi har længe ventet fald i priserne på sommerhuse og har været overrasket over, at der ikke er sket større korrektioner. Med de seneste begivenheder er der en betydelig risiko for prisfald på ikke mindst de mindre velbeliggende mellemklasse-sommerhuse,« vurderer cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.

Sommerhusmarkedet har haft særdeles gode år siden 1995. Priserne er firedoblet. Det er med til at øge økonomernes bekymring.

»Sommerhusmarkedet har længe været et af de markeder, vi har været mest bekymrede for. I en periode var der mange, som opfattede sommerhusmarkedet som et investeringsobjekt - hvor lejen og værdistigningerne gjorde det til en rigtig god forretning. I takt med rentestigninger er denne investering imidlertid blevet noget mindre attraktiv. De nye udstykninger er med til at øge det negative pres,« siger cheføkonom Steen Bocian, Danske Bank.

Nye tal fra boligsiden Boliga viser, at der er annonceret knap 8.500 sommerhuse til salg, mens Boligsiden har knap 1.000 fritidshusgrunde udbudt.

Mange af de udbudte grunde ligger skel ved skel i de nye udstykninger bl.a. ved Marienlyst og omkring Kalundborg.

Handlen med fritidsejendomme er dalet brat i år. 1. kvartal blev der ifølge Realkreditrådets statistik handlet 754 sommerhuse mod 1.202 samme periode året før.

»De nye grunde vil tidligst blive udstykket i 2008, så de vælter ikke markedet. Men de vil kunne lægge et nedadgående pres på priserne til den tid og forlænge den nedadrettede prisjusterings-periode, som markedet p.t. befinder sig i. Samtidig kan de lægge et vist pres på ældre sommerhuse med dårlig beliggenhed,« siger chefanalytiker Thomas Kyhl, Nykredit og peger på, at antallet af udbudte sommerhuse faldt en anelse i maj, hvilket kan være et meget spædt tegn på vending.

Den manglende efterspørgsel på fritidshuse har for nylig fået Lind & Risør til at sætte sin store satsning på fritidshusmarkedet via selskabet Hus2 på standby, mens selskabet venter på bedre tider.

Ingen nye fritidshusgrunde købes ind. Og selskabet sætter de byggemodnede grunde til salg uden hus.

Ingen kollaps
Ejendomsmæglerne er ikke meget mere optimistiske, når det gælder prisudviklingen på sommerhuse. Da Dansk Ejendomsmæglerforening ultimo april offentliggjorde medlemmernes forventninger, ventede 46 pct. prisfald for sommerhuse det kommende kvartal.

»Vi vurderer, at sommerhuspriserne er faldet i løbet af foråret. Et bud på et samlet prisfald siden toppen på 10-15 pct. er nok ikke urealistisk, og jeg tør ikke udelukke, at priserne siver yderligere, skønt vi heller ikke venter en kollaps,« siger Steen Bocian.
..

BRANCHENYT
Læs også