Klumme: Aktieudsalg i januar

Det skorter ikke på meninger om aktiemarkedet, og de fås stort set over hele spektret.

Foto: Colourbox Foto: Colourbox/Jean Francois Frey

Mest overraskende er nok, hvor præcise bud, der gives på, hvor meget aktierne skal falde - eller hvor meget de er faldet for meget.

Én ting kan man dog nok blive enig om: Markedet er meget volatilt.

Det forunderlige er i en sådan situation, at aktierne - eller virksomhederne, som man jo reelt investerer i - er de samme, som da markedet var oppe på sit historisk højeste niveau i efteråret.

Den underliggende indtjening er fortsat stærk, men alle bliver pludselig enige om, dels at forventningerne til den fremtidige indtjening ser markant ringere ud, og dels at man vil kræve en markant højere risikopræmie for at investere i aktier.

Man kan så gå i panik og sælge ud. Eller man kan vælge at se lyst på tilværelsen og glæde sig over, at man kan købe sig til realværdier med 30-40 pct. rabat.

Hvor P/E i juli lå på et gennemsnit for det danske aktiemarked på godt 19, handler markedet i dag til under 13. Kurs/Indre Værdi lå tilsvarende i juli på 3, mens den nu hedder 1,9.

Det er da januarudsalg, så man kan forstå det, hvis man er langsigtet pensionsopsparer.

Alligevel er jeg overbevist om, at mange var langt mere komfortable ved at købe aktier i sommer, end de er i dag.

Jo længere tid man beskæftiger sig med et fag, desto sjældnere bliver man overrasket. Så det aktuelle kursfald er jeg ikke så overrasket over - jeg skal dog ikke bryste mig af at have forudset tidspunktet - og jeg hører også til dem, som mere ser mulighederne i det end katastrofen.

Men jeg blev alligevel overrasket i forrige uge.

Skagenfondene holdt nytårskonference i København, og i den anledning besøgte en af verdens mest succesfulde investeringsdirektører, professor David Swensen fra Yale University, landet. Ud over at være doktor i nationaløkonomi og i øvrigt en god og vis taler har han stået bag ”The Yale Model” og har leveret imponerende afkast på i gennemsnit godt 16 pct. årligt, siden han overtog ansvaret for en række fonde på Yale University i begyndelsen af 1970'erne.

Det, som gjorde mig klogere den dag, var en interessant undersøgelse, som han havde med i bagagen. Han havde - næppe alene - undersøgt, hvorfor institutionelle investorer set under ét ikke kan slå markedet.

Omkostningerne er selvfølgelig et velkendt problem. Men selv renset for disse har institutionerne et problem: I det lange løb har de generelt købt deres aktier for dyrt og solgt, når de er for billige. Når stemningen er god (f.eks. sidste sommer) køber de op i aktier og sælger obligationer, og når panikken er stor, sælger de aktier og køber obligationer. Mange kan sikkert følge, at det også vil være det naturlige, hvis man skal føle det godt.

Men det koster.

Problemet er naturligvis, at man aldrig ved præcist, hvornår markedet er dyrt, og hvornår det er billigt. Men det er meget interessant.

Man skal med andre ord passe på med at lytte til sin indre stemning. Stemning er jo ofte noget, der smitter, så når alle andre køber, skal man sælge, og når alle andre sælger, skal man købe, fordi kurserne jo bestemmes af udbud og efterspørgsel ligesom prisen på tomater på grøntorvet.

Det er naturligvis lettere sagt end gjort, og mange vil nok gerne vide, om markederne ikke skal lidt længere ned, før man skal gå på indkøb.

Men tænk alligevel på, at sidste forår var de fleste trygge ved at købe sig en Danske Bank-aktie til 250 kr.

I dag koster den omkring 180 kr., og det er næppe hos Peter Straarup, vi skal finde de værste subprime-skeletter.

BRANCHENYT
Læs også