Kunsten når nye højder

Denne uge bød på to store amerikanske kunstauktioner med et samlet salg på 3,5 mia. kr.

"L'Odalisque, Harmonie Bleu" af Henri Matisse blev det hidtil dyreste maleri af Matisse, da det gik for 171 mio. kr.

Nok er der krise på det amerikanske boligmarked, finansiel ustabilitet hærger hele verden, og frygten for en økonomisk nedsmeltning i USA synes mere velbegrundet end længe.

Det kunne dog ikke ødelægge den gode stemning, da de anerkendte auktionshuse Christie's og Sotheby's i denne uge bød indenfor til aftenauktioner i New York, USA.

Husene havde 167 impressionistiske og moderne værker under hammeren, hvoraf 130 blev solgt for knap 3,5 mia. kr. Det gav en gennemsnitspris på 26 mio. kr. pr. værk.

Christie's åbnede auktionsugen tirsdag aften med at sælge for to mia. kr., hvilket er det næsthøjeste beløb, der nogensinde er omsat for på én auktion. Kun sidste års tilsvarende auktion nåede højere op. Den gang godt hjulpet på vej af fire meget dyre og meget omtalte malerier af den østrigske kunstner Gustav Klimt, som nazisterne i 1930'erne havde beslaglagt fra en familie.

I år opnåede Henri Matisse den højeste pris hos Christie's, da hans ”L'Odalisque, Harmonie Bleue” fra 1937 gik for 171 mio. kr., hvilket er ny rekord for maleren.

To andre malerier af Modigliani og Picasso passerede 150 mio. kr., og en veltilfreds chef for auktionshuset gjorde efterfølgende status.

Blændende salg
»Med aftenens blændende salg af malerier, tegninger og skulpturer fra de kunstneriske genier fra det sidste århundrede fik vi demonstreret kunstens vedvarende betydning som en stabil og pålidelig kilde til at bevare kulturelle og økonomiske værdier,« konstaterede Marc Porter fra Christie's.

Der var 91 værker under hammeren hos Christie's, hvoraf 74 blev solgt.

Sotheby's kunne ikke helt matche det høje niveau på sin tilsvarende auktion, som strakte sig over to aftener - onsdag og torsdag.

56 af 76 værker blev solgt for i alt 1,4 mia. kr., hvilket trods alt er det tredjehøjeste beløb i Sotheby's 263-årige historie, og auktionshuset kunne glæde sig over at sælge ugens dyreste maleri.

Således betalte Hong Kong-samleren Joseph Lau 200 mio. kr. for et maleri af Paul Gauguin, ”Te Poipoi” (Morgenen), som de seneste 62 år har været en del af den berømte amerikanske Joan Whitney Payson-samling.

Maleriet er malet i 1892 under Gauguins ophold på Tahiti, og selv om beløbet kan virke svimlende, var det faktisk et skuffende hammerslag, idet vurderingen lød på 205 til 305 mio. kr.

Et andet af aftenens hovedværker, Van Goghs ”The fields”, skuffede også. Det blev budt op i 140 mio. kr., hvilket var langt under den fastsatte mindstepris.

Trods skuffelserne valgte auktionshuset at se positivt på den store efterårsauktion.

»Aftenens salg viste et marked, som meget klart reagerede på attraktive, historisk vigtige værker,« mente David Normann, formand for Sotheby's afdeling for impressionistisk og moderne kunst.

Der var stor forskel på de to auktionshuses købere.

Hos Sotheby's stod europæere for 48 pct. og amerikanere for 44 pct. af købene, mens 49 pct. af Christie's købere var amerikanere og blot 24 pct. europæere.

Derudover oplyser Christie's, at omsætningen fordelte sig med 3 pct. til asiater, 1,5 pct. til russere, 1,5 pct. til latinamerikanere, mens resten er uoplyst.

BRANCHENYT
Læs også