Per Stig griber ind i Irak-sag

Bagmandspolitiet kan gennemføre mundtlige afhøringer af Udenrigsministeriets embedsmænd, hvis det vil, lover udenrigsminister Per Stig Møller. Det får dog ikke kritikken til at forstumme.

»Hvis bagmandspolitiet ikke er tilfredse med svarene, kommer de selvfølgelig til at tale med medarbejderne,« lover Per Stig Møller. Foto: Anette Sønderby Madsen Sønderby Madsen Anette

Efter massiv kritik fra både politikere og retseksperter skærer udenrigsminister Per Stig Møller (K) igennem i sagen om Udenrigsministeriets rolle i FN's korrumperede olie for mad-program.

Han er parat til at tvinge sine embedsmænd til at tale med politiet, hvis ministeriets skriftlige svar ikke er gode nok.

»Hvis bagmandspolitiet ikke er tilfredse med svarene, kommer de selvfølgelig til at tale med medarbejderne,« lover Per Stig Møller.

Det er ellers ikke mere end to uger siden, at han afviste at blande sig i spørgsmålet om vidneafhøringer, og samtidig går han skridtet videre end den hidtidige melding fra departementet.

Det meddelte mandag, at man i første omgang kun vil besvare skriftlige spørgsmål fra politiet. Og hvis de ligeledes skriftlige svar ikke vil gode nok, var man parat til igen at overveje spørgsmålet om deciderede afhøringer.

Beslutningen fik tre af landets mest markante strafferetseksperter til at kritisere Udenrigsministeriet for at hindre politiets efterforskning. Politiet vil tale med fire navngivne embedsmænd, fordi deres - og dermed ministeriets - viden kan få betydning for, om man kan forfølge de virksomheder, der under FN's olie for mad-program ulovligt betalte penge under bordet til Saddam-styret for at opnå ordrer.

Morgenavisen Jyllands-Posten har tidligere dokumenteret, at ministeriet i en række tilfælde fik kendskab til ulovlighederne uden at foretage sig noget, men Per Stig Møller afviser beskyldninger om, at departementet forsøger at dække over sin egen rolle:

»Vi er interesseret i at få sagen opklaret,« slår han fast.

Udmeldingen får dog ikke kritikken af Per Stig Møller og Udenrigsministeriet til at forstumme.

Professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen har opfordret bagmandspolitiet til helt at droppe sagerne mod virksomhederne, fordi Udenrigsministeriet modarbejder efterforskningen.

Det mener han fortsat. Blandt andet fordi Udenrigsministeriets embedsmænd i hans optik har mistet deres troværdighed:

»Efterhånden må jeg sige, at der åbenbart er noget, som politiet ikke skal have at vide. Og så ville jeg have en dårlig samvittighed ved at rejse tiltale mod nogle virksomheder, når jeg ikke kan få at vide af det offentlige, om det har nogen rolle i det her.«

Bagmandspolitiet har tidligere afvist at stille skriftlige spørgsmål til Udenrigsministeriet, men efter ministeriets beslutning mandag har politiet alligevel nødtvungent accepteret fremgangsmåden.

Chefen for bagmandspolitiet, statsadvokat Jens Madsen, har ingen bemærkninger til Per Stig Møllers nye tilbud.

BRANCHENYT
Læs også