USA: Aktiefremgang sluttede året

Investorerne i USA handlede aktierne pænt højere på den sidste handelsdag i 2008 og afsluttede dermed det værste aktieår på børserne side 1931, hvor Dow Jones indekset lukkede 34 pct. lavere det år.

Finansaktierne var blandt onsdagens vindere, men også store selskaber såsom Alcoa og Boeing steg solidt uden selskabsspecifikke nyheder.

Flere analytikere vurderede, at investorerne er ude at købe op i nogle af de selskaber som har været hårdest ramt i løbet af året.

S&P 500 indekset lukkede 1,4 pct. højere i 903, mens Dow Jones Industrial lukkede 1,3 pct. højere i 8776. Teknologi-indekset Nasdaq Composite lukkede 1,7 pct. højere i 1577.

- Det, vi har set onsdag, er, at investorerne er ude og foretage lidt tidligere opkøb af de aktier som har været hårdest ramt i 2008, sagde aktiestrateg Marc Pado hos Cantor Fitzgerald til Bloomberg News. Omsætningen var dog lav og der skal ikke meget til at flytte rundt på aktierne i sådan en handel, bemærkede aktiestrategen.

Aluminiumsproducenten Alcoa lukkede 5,3 pct. højere i 11,3 dollar, mens flyproducenten Boeing lukkede 3,4 pct. højere i 42,7 dollar.

Den amerikanske bilgigant General Motors fortsatte onsdag nedturen og lukkede 15,8 pct. lavere i 3,20 dollar, selvom finansieringsdivisionen GMAC har modtaget et lån på 6 mia. dollar fra staten. Aktierne i General Motors er faldet med 87 pct. i 2008, idet den amerikanske bilsektor er faretruende tæt på konkurs. General Motors og Chrysler har modtaget økonomisk hjælp fra den amerikanske regering på foreløbigt 13,4 mia. dollar.

Investorerne var på udkig efter finansaktierne i onsdagens handel, da finanshuset JPMorgan lukkede 1,7 pct. højere, mens Bank of America lukkede 6,3 pct. højere i 14,1 dollar. Bankkoncernen Wells Fargo lukkede 2,4 pct. højere i 29,5 dollar.

Olieprisen steg kraftigt onsdag med hele 14 pct. til 44,6 dollar pr. tønde. Det skyldtes ifølge flere handlere, at en del shorthandlere lukkede deres positioner på spekulationer om et fald i olieprisen. Oliegiganten Exxon Mobil lukkede 1,6 pct. højere i 79,8 dollar, mens olieselskabet Chevron lukkede 0,8 pct. højere i 74 dollar.

Energiselskabet Puget Energy lukkede 17,7 pct. højere i 27,3 dollar, efter at investeringsselskabet Puget Holdings fik godkendelse fra de lokale myndigheder i Washington med henblik på et opkøb af selskabet for 7,4 mia. dollar.

Det brede japanske Nikkei 225 indeks er lukket fredag, men lukkede torsdag 1,3 pct. højere i 8859...

BRANCHENYT
Læs også