USA Små stigninger inden erhvervstillidstal

De amerikanske aktier steg lidt fredag eftermiddag. Investorerne afventer ISM-erhvervstillidsbarometret for december, som ventes at vise en forværring af landets økonomi.

De amerikanske aktiemarkeder har fredag eftermiddag indledt årets første handelsdag med små stigninger, hvilket sker under lav aktivitet. Investorerne afventer offentliggørelsen af det vigtige ISM-erhvervstillidsbarometer for december, som ventes at vise en forværring af den amerikanske økonomi.

Det amerikanske Dow Jones Industrial indeks åbner 0,3 pct. højere i 8801. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner 0,2 pct. højere i 1579.

- Vi har set det værste, siger aktiechef Jeffrey Saut hos finanshuset Raymond James & Associates til Bloomberg News. Vi venter ikke, at 2009 bliver et super år på aktiemarkedet- vi tror på det bliver bedre end det, vurderer aktiechefen.

Bilgiganten General Motors åbner 12 pct. højere i 3,58 dollar, efter at selskabet har modtaget 4 mia. dollar fra hjælpepakken på 17,4 mia. dollar til bilsektoren, som kæmper mod en faretruende konkurs. Kapitalindsprøjtningen vil hjælpe selskabet med at betale sine leverandører.

Finansgiganten Citigroup åbner 2,5 pct. højere i 6,9 dollar, efter at den administrerende direktør Vikram Pandit og bestyrelsesformand Win Bischoff vil undlade at modtage bonus for 2008, hvor banken mistede 3/4 af sin markedsværdi på grund af kreditkrisen.

Det amerikanske ISM-erhvervstillidsbarometer offentliggøres for december og analytikerne venter et yderligere fald til 35,4 fra 36,2 i november. En værdi under 50 indikerer tilbagegang i økonomien. Det er et rystende lavt niveau barometeret befinder sig på, hvilket udtrykker store bekymringer for den økonomiske situation og usikkerheden om dybden i den igangværende recession.

BRANCHENYT
Læs også