Biva: Kunder kan trygt gå på udsalg

Selvom Biva er gået i betalingsstandsning, kan den sagtens holde udsalg og udlevere varer til kunderne, forsikrer møbelkæden.

Det har den tilsynsførende under betalingsstandsningen nemlig givet lov til, oplyser Ekstra Bladet.

- Vi har en tilsynsførende advokat, der godkender, hvad vi gør. Hun sidder hver dag og styrer vores økonomi. Når vi sender en tilbudsavis på gaden, har hun sikret, at der er penge til næste uge med, siger Bivas administrerende direktør Carsten Normann til ekstrabladet.dk.



RadioNyhederne meddelte ellers tidligere lørdag, at kunderne risikerede aldrig at se deres varer, hvis de bestilte lædersofaer eller prinsessesæt til børneværelset fra Bivas nye tilbudskatalog. Men det er ikke rigtigt, siger Carsten Normann.

- Det er fuldstændigt forkert. Det er en godkendt tilbudsavis. Den 29. december blev alle de virksomheder, der havde tilgodehavender hos os, sat på standby. Men de får deres penge, når betalingsstandsningen er ovre. Og efter den 29. december må vi gerne lave forretninger, siger han.

Det eneste, Biva ikke kan tilbyde kunderne i øjeblikket, er at få pengene tilbage. Hvis man vil levere en vare tilbage, kan den altså kun byttes til en anden vare - ellers må kunden vente, til betalingsstandsningen er ovre...

BRANCHENYT
Læs også