8 dødsulykker med landbrugsmaskiner i 2008

Traktorer og andre landbrugsmaskiner er ofte involveret i alvorlige færdselsuheld på de danske landeveje.

Foto: Colourbox Martin Kierstein

I 2008 var landbrugskøretøjer således indblandet i otte dødsulykker. Det viser en opgørelse, som Nyhedsbrevet 3F har lavet.

- Der sker alt for mange alvorlige ulykker med store landbrugsmaskiner. Det er forfærdeligt, og der må hurtigt gøres noget ved problemet, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.

Derfor foreslår 3F nu, at førerne af de store landbrugsmaskiner skal have et særligt kørekort, før de kan få lov til at køre de store, farlige køretøjer.

- De store maskiner bliver hele tiden større og tungere. Derfor går det simpelthen ikke, at 16-årige drenge kan køre traktor med lange, farlige redskaber foran og bagved, når de bare har et almindeligt traktorkørekort. Der må indføres en uddannelse om store landbrugsmaskiner, hvor folk skal bestå en køreprøve og derefter får et særligt kørekort, siger Morten Fischer-Nielsen.

BRANCHENYT
Læs også