Obama en bitter pille for Novo

Den nye amerikanske præsident, Barack Obama, kan give modvind til Novo Nordisk i USA. Han er stor tilhænger af billige kopiprodukter, og han er nødt til at skære i medicinbudgetterne.

Novo venter et større pres på priserne, når Barack Obama træder til som præsident i USA. Foto: Manuel Balce Centa/AP MANUEL BALCE CENETA

Lige så populær Barack Obama er blandt danskerne i almindelighed, lige så upopulær kan han gå hen og blive i medicinindustrien.

Danske Novo Nordisk kan blive ramt af to hårde slag, når først den nye amerikanske regering går i gang med at gennemføre, hvad den har varslet.

Slagene vil ramme et følsomt sted, idet det amerikanske medicinmarked er verdens suverænt største.

For det første skal Novo Nordisk og alle andre medicinselskaber indstille sig på et helt andet prispres, end de har været vant til.

Ifølge analytikerne hos Standard & Poors risikerer branchen at miste 10 pct. af salget.

Stigende prispres
»Selskabet vil sandsynligvis møde et stigende prispres i USA som følge af demokraternes kontrol over senatet og kongressen, fordi demokraterne og Barack Obama er tilhængere af større regeringskontrol med administrationen af sundhedsudgifterne,« skriver analyseselskabet Global Markets Direct.

Lignende forudsigelser kommer fra andre analytikere. Udgangspunktet er, at Barack Obama arver et enormt underskud på statsbudgettet, og en væsentlig årsag er løbske sundhedsudgifter.

Udfordringen har også gjort den kommende præsident til en varm fortaler for flere medicin-kopiprodukter. Her har et selskab som Novo Nordisk reelt været skærmet for konkurrence, fordi det er vanskeligt at lave sikre kopier af levende biologiske lægemidler som insulin, og endnu er der heller ikke vedtaget nogen godkendelsesprocedure for de såkaldte biosimilarer, dvs. kopier af biologiske lægemidler, i USA.

Regelsæt i 2010
»Fordi den nye regering skal bekæmpe et billion-dollar stort underskud, tror vi, at et regelsæt for biosimilarer allerede kan være på plads i 2010. Det er for optimistisk ikke at indregne konkurrence fra kopiprodukter i forventningerne til Novo Nordisks langsigtede indtjening,« vurderer aktieanalytiker Peter Verdult fra amerikanske Citigroup.

Også Global Markets Direct forventer et betydeligt stærkere fokus på kopiprodukter for at nedbringe sundhedsudgifterne.

Novo Nordisk vil ikke selv sige meget om forventningerne til den nye præsident.

»Vi ved, der er et arbejde i gang med henblik på at ændre lovgivning for biosimilarer, men vi ved ikke, om det bliver en nøgleprioritet eller en lavere prioritet. Derfor vil vi ikke forudsige tænkelige scenarier,« siger Mike Rulis, kommunikationsdirektør i Novo Nordisk.

BRANCHENYT
Læs også