Fabrin vil holde fast i KMD-millionerne

Formanden for KL, Erik Fabrin, advarer mod at sætte kommunernes it-position over styr. Det mener han kan blive konsekvensen, hvis alle penge fra KMD-salget deles ud til kommunerne.

Danmarks førerposition på it-området kan blive sat over styr, hvis kommunerne ikke bevarer en stor indflydelse på it-udviklingen i Danmark. Det mener formanden for KL, som er kommunernes fælles organisation, borgmester i Rudersdal Kommune, Erik Fabrin (V).

Derfor er han imod et forslag om at dele alle pengene fra KMD-salget ud til kommunerne, som er kommet fra Fabrins kollega i Aalborg Kommune, borgmester Henning G. Jensen (S).

"Alle synspunkter er velkomne nu. Det er meningen, at vi skal diskutere det, og derfor har vi det på som punkt på vores repræsentantskabsmøde 22. januar," siger Erik Fabrin, som dog mener, at der er en risiko ved forslaget fra Aalborg-borgmesteren.

"Der er ikke nogen tvivl om, at vi gennem ejerskabet af KMD har haft en fantastisk indflydelse og fordel i kommunerne. Nu ejer vi ikke længere KMD, og så må vi få udfyldt det vakuum som salget af KMD efterlader," siger Erik Fabrin.

Han mener, at der er to veje, kommunerne kan gå.

"Den ene mulighed er, at vi ikke gør noget og lader det være op til den enkelte kommune at matche de mange it-leverandører. Hvis man vælger den vej, så er det bestyrelsens vurdering, at det vil blive både dyrere og dårligere for den enkelte kommune, og den it-førsteplads, vi har i Danmark, vil blive sat over styr," siger han og peger på den anden vej, som KL's bestyrelse anbefaler.

"Hvis vi prøver at løfte denne opgave i fællesskab, så er vi i kommunerne tilsammen Danmarks største indkøber af it. Og dermed giver det os mulighed for at få både it-udvikling og konkurrencedygtige priser," siger han.

Kunstigt behov
Bestyrelsen i KL har valgt at følge vejen hen mod en fælles indkøbsfunktion, men Henning G. Jensen fra Aalborg har valgt at gå imod den linje. Han mener nemlig ikke, at det er en god ide, at skabe en fælles enhed og finansiere den på forhånd.

Hvis der skulle laves en fælles enhed burde den finansieres gennem de services kommunerne købte hos enheden, og dermed sikre kommunerne mod at der skabes kunstige behov, lyder det fra Aalborg-borgmesteren.

Erik Fabrin mener dog, at det ville være forkert at gøre alle selskabets aktiviteter afhængige af direkte kommunal finansiering, da der er opgaver, som kræver fælles finansiering. Han er ikke bange for, at der vil blive skabt et kunstigt behov.

"Vi skal sikre, at kommunerne har en tryghed, når overgangsaftalen med KMD udløber. Vi skal sikre , at vi har midler til udvikling og vedligeholdelse af standarder og midler til overvågning af prisudviklingen og så videre" , siger Erik Fabrin.


Gæld til diskussion

..

BRANCHENYT
Læs også