Google ændrer Jaiku: Begyndelsen til enden?

Mikroblog-tjenesten Jaiku bliver lavet om til open source. Og hvorvidt det er godt afhænger helt af hvem, man taler med.

Computerworld News Service: Googles teknologichef Vic Gundotra afslørede i sidste uge i et indlæg på Googles kodeblog, at nu da man har flyttet Jaiku til Googles App engine, vil man offentliggøre koden som open source under Apache-licensen.

Samtidig vil der ikke længere vil blive arbejdet med Jaikus udvikling internt i Google.

Mange mener, at det dermed er slut for Jaiku.

"Farvel og tak for alle fiskene," kommenterer Krisguy på Gundotras indlæg med en henvisning til Hitchhikers Guide to the Galaxy.

I en kommentar på Jaikido Blog skriver Paul Jacobsen, at han finder det lidt skuffende, at det team, som oprindeligt udviklede Jaiku, ikke længere vil tage del i den aktive udvikling af tjenesten, "som Jaiku-bruger kan jeg ikke lade være med at føle, at dette er begyndelsen til enden."

Brugeren BACNetwork derimod skriver i et svar til en artikel bragt i The Inquisitr, at han mener, at Googles handlinger er helt forståelige.

"Det måtte ske. Der er ikke nogen, der kan forsvare at bruge millioner på noget, der ikke giver afkast."

Andre er mindre negative over for forandringerne.

"Det er jo ikke fordi, Jaiku forsvinder," argumenterer Snuxoll i en tråd, der tilhører Jaiku-profilen Cybette.

"Jaiku-brugerne kan alligevel gøre det bedre end Google."

Rob Jensen er også positiv i sin reaktion. I sit svar til et indlæg på microblink, proklamerer han, at han "elsker ideen om, at man selv kan udvikle siden", og han funderer over, hvilken mikroblog, der vil udvikle sig til den næste Wordpress.

Alexleonard har en mere filosofisk indgang til sit svar i Cybette-tråden.

"Hvis jeg fortsat kan bruge Jaiku til at snakke med alle de rare mennesker, jeg har mødt her. Og hvis det betyder, at Jaiku rent faktisk begynder at udvikle sig igen, så synes jeg, at det er fint, at Google ikke længere står som ejer."

Oversat af Marie Dyekjær Eriksen

BRANCHENYT
Læs også