Plattenslagerne

Forhandlingerne om bankpakke II har sat nye standarder for, hvor langt man kan komme i nutidens Danmark ved personlig plat og faglig inkompetence.

Foto: Ole Lind

Glem denne verdens Bagger-, Thorsen- og Riskærtyper med hang til plat og fiflen med andre menneskers penge. De virkeligt dygtige plattenslagere træder først i karakter, når de helt store sager kommer på dagsordenen.

Lad mig allerede nu afsløre, at den statslige overførsel af multimilliardbeløb til skrantende finanskoncerner har udviklet sig til netop en sådan sag. Sjældent har så mange slået så meget plat på et tema, der i sin essens rummer så megen gru og alvor for høj som lav i samfundet. Det vender vi tilbage til.

Vi har her på stedet studeret de seneste ugers taktiske spil om bankpakkerne med vekslende undren, nysgerrighed og fascination.

Vi har set et forløb klinisk renset for helte. Desinficeret for forstyrrende elementer som sund fornuft. Men tilsat så store doser kommunikativ folkeforførelse, at vi føler os klædt på til at videregive opskriften på plat, der virker. Den kommer her:

For det første identificerer man et problem med folkelig appel, men stor kompleksitet.

For det andet forsimpler man problemet voldsomt vel vidende, at folket ikke kan rumme komplekse problemstillinger - hvilket heller ikke er ens egen spidskompetence.

Herefter er det tid til action:

For det tredje pumper man det voldsomt forsimplede problem op til enorme dimensioner og brøler katastrofescenariet ud over folket.

For det fjerde allierer man sig med ligesindede interessenter, som bakker katastrofesynspunktet op. Gerne med til lejligheden fabrikerede ”undersøgelser” og som minimum med den verbale volumenknap drejet helt i bund.

Her skifter sporet atter retning. Går man efter rollen som ansvarlig problemløser, skal man for det femte:

Identificere et passende udvalg af syndebukke. Hvorefter man offentligt viser sin afsky for disse samfundets pariaer og beklager, at man skal bruge sin dyrebare tid på at rydde op i deres rod. Men når det nu ikke kan være anderledes, er det da betryggende, at der findes mennesker med evner og indsigt til at klare opgaven - underforstået en selv.

Går man derimod efter rollen som officielt modvillig begunstiget af problemets løsning, skal man for det femte:

Træde et skridt tilbage og lade omverdenen vide, at man ikke har flere kommentarer til sagen. Hvad man naturligvis har og gerne bidrager med. Men afgørende er det i denne fase, at man udnytter omverdenens nysgerrighed over for denne mystisk tilbageholdende facade til at signalere bekymring og dyb indsigt i det komplekse problem, som udenforstående aldrig helt vil komme til at forstå.

Følg den opskrift, og inden man får set sig om, er den store gevinst udløst - i dette tilfælde en kassekredit i statskassen på 100 mia. kr. Keine hexerei. Men ualmindeligt smart.

Som nævnt er opskriften brugt flittigt på det seneste. Det vil føre for vidt på dette sted at takke alle, der har bidraget til festen ved at pleje platte særinteresser i bankpakkernes skær. Vi nøjes med at kreditere de tre mest imponerende præstationer:

Tredjepladsen tilfalder Finansrådet. Bankernes forening kom skidt fra start ved at indikere, at bankerne egentlig ikke havde brug for yderligere statsstøtte. Men siden kom der mere kul på turbinerne.

Da det gik op for sektoren, at politikerne faktisk var villige til at spytte i kassen, kom de officielt lidt modstræbende bekræftelser af, at en kreditkrise da kunne blive rigtigt slem for rigtigt mange, og at en bankpakke da bestemt kunne gøre lånene billigere for kunderne, på banen.

Andenpladsen går til Dansk Industri (DI). Lobbyorganisationen udførte sit arbejde til perfektion for at nå målet om at sikre medlemsvirksomhederne bedre finansieringsvilkår. DI har med professionel kynisme markedsført en (ikke-eksisterende) kreditkrise. DI har sendt ansvarlige appeller til politikerne om ikke at lade partipolitik stå i vejen for en løsning på dette enorme (ikke-eksisterende) samfundsproblem. Og DI har produceret undersøgelser, der egentlig blot beskrev virksomheders sædvanlige udfordringer under en økonomisk afmatning, men blev solgt som den katastrofale konsekvens af usædvanlig tilbageholdenhed fra bankernes side.

Men klar vinder i disciplinen plat er og bliver Helle Thorning-Schmidt. Ingen matcher socialdemokraternes formand, som over for en i bedste fald søvnig presse erobrede dagsordenen med forhandlingernes mest mærkværdige forslag: Direktører i banker, der benytter sig af bankpakken, må højst tjene 2,5 mio. kr. om året. Forslaget er ganske vist det rene nonsens, et formentlig grundlovsstridigt indgreb i den private aftaleret og aldeles umuligt at administrere i praksis.

Men som statsministerkandidat er det åbenlyst ikke diskvalificerende at være ukvalificeret i økonomiske forhold, så Helles ”kamp” mod grådige bankdirektører gik vist rent ind derude ved kakkelbordene.

I mellemtiden kan onde tunger mumle, hvad vi egentlig skal med alle de eksperter og dybt kompetente mennesker, som har spurgt, hvad vi egentlig skulle med den bankpakke, eftersom vi ikke har set skyggen af en aktuel kreditkrise herhjemme?

Et tåbeligt spørgsmål, for her taler vi om universitetsprofessorer, hvis indsigt og kompetence naturligvis ikke har noget med dansk erhvervspolitik anno 2009 at gøre. Dét må stå klart for enhver.

Og lad os så få fyret de 100 mia. kr. af - al den velfærd havde alligevel taget overhånd.

BRANCHENYT
Læs også