Smartphone er redningskrans i kuldsejlet marked

Mobilproducenterne går et hårdt 2009 i møde. Lyset i mørket er måske de populære smartphones, vurderer analytiker.

I øjeblikket er det globale finanshav farvet blodrødt af medarbejder-massakrer og blødende bundlinjer.

Heller ikke mobilproducenterne flyder ovenpå.

Amerikanske Motorola måtte tidligere på ugen sige farvel til yderligere 4.000 medarbejder, mens firmaets danske udviklingsafdeling helt blev lukket

I dag præsenterede Sony Ericsson et milliardunderskud, og varslede yderligere nedskæringer for at holde omkostningerne nede.

Virksomheder skærer først i mobiltelefoner
Med de to producenter har vi dog ikke set det sidste til finanskrisens indhug i en tidligere så lukrativ branche.

Mobiltelefoner er udpræget et af de goder, som virksomhederne skærer først i, når krisen rammer, vurderer teleanalytiker Brian Troelsen fra IDC.

"Hvis virksomhederne har svært ved at få kredit, så er det mobiltelefonerne, man lige beholder et år eller to mere," siger han.

"Det er en ret hurtig måde at stoppe nye investeringer på, mens der er andre omkostninger, som er sværere at stoppe. Men noget så konkret som ny hardware er en af de nemme ting at begrænse," siger han.

De kloge telefoner narrer de mindre kloge
Brian Troelsen mener dog, at branchen muligvis har en vej ud, hvis smartphone-trenden fortsætter.

"Generelt vil vi se en svær periode for mobilsalget, men samtidig vil vi se, at det er de almindelige mobiltelefoner, der bliver ramt hårdest, fordi der er en stærk flytning over mod smartphones i stedet. Vi vil derfor se en lidt højere vækst dér end på almindelige mobiltelefoner," siger han.

Flere solgte smartphones er dog ikke nok til, at branchen som helhed klarer frisag, slår Brian Troelsen fast.

Der kommer flere mobilproducenter, der - som Sony Ericsson - melder om røde tal.

"Det totale mobilmarked bliver klart ramt af recessionen, og vi vil se nogle lignende tal fra de øvrige mobil-leverandører i den kommende tid," vurderer Brian Troelsen.

BRANCHENYT
Læs også