AMD fyrer og skærer ned

Verdens næststørste chip-producent, Advanced Micro Devices (AMD), skærer ni procent af sin medarbejderstab væk.

Det sker som led i en omstrukturering, der ifølge selskabet er blevet nødvendigt for at tilpasse det til de forværrede økonomiske vilkår, der hersker for tiden.

Nedskæringerne hos AMD er de seneste i en lang række nedskæringer, der har ramt en vifte af de toneangivende selskaber i it-branchen.

AMD har tidligere været på banen med en række omstruktureringsplaner og initiativer, der alle har taget udspring i bestræbelserne på igen at sikre lønsomhed for selskaber, der er hårdt presset af verdens største chipproducent, Intel.

Sammen med nedskæringerne går selskabet bestyrelsesformand og topchef, Hector Ruiz og Dirk Meyer, 20 procent ned i løn, mens andre medarbejdere vil gå mellem fem og 15 procent ned i løn.

I næste måned skal selskabets aktionærer desuden tage stilling til et forslag om, hvorvidt dets produktions-division skal skæres fra og etableres som selvstændigt selskab, ligesom de skal tage stilling til, om investorer fra Abu Dhabi skal overtage en større bid af selskabet.

AMD har tabt penge i de seneste otte kvartaler, men mener selv, at det har retning mod en break even i første kvartal af 2009 på grund af omstruktureringen.

BRANCHENYT
Læs også