Obl.: Moderate fald i obligationskurserne

De danske obligationskurser åbner lidt lavere trods en række svage nøgletal fra USA og Japan.

Obligationskurserne lider unden frygten for et overudbud af obligation, men en del af opmærksomheden er også rettet mod aktiemarkederne, som har påvirket obligationerne den seneste periode.

Den toneangivende ti-årige danske statsobligation, 4 pct. 2019, er fredag åbnet 0,07 point lavere i kurs 100,79 med en effektiv rente på 3,91 pct. Blandt realkreditobligationerne åbner 4-35'erne 0,37 point lavere i kurs 88,95 med en effektiv rente på 5,25 pct.

- Vi har set, at rentespændet mellem de danske statsobligationer og realer er udvidet. Og den tendens har også præget udviklingen mellem de tyske og danske statsobligationer, siger seniorrådgiver Carsten M. Skødeberg fra Jyske Bank.

Investorerne har fået en serie svage nøgletal fra USA og Japan, men det er alligevel blevet til rentestigninger, hvilket har afsæt i frygten for et overudbud af obligationer til finansieringen af hjælpepakkerne.

- Det er spekulationerne om et øget udbud, som præger markederne. Samtidig er der lidt spekulationer om den amerikanske centralbanks opkøb af lange obligationer efter onsdagens FOMC-møde, siger Carsten M. Skødeberg, og seniorrådgiveren bemærker, at de vil holde et skarpt øje med aktiemarkederne, som på det seneste har haft en stor påvirkning på obligationsmarkedet.

Fokus er også rettet mod den amerikanske BNP-opgørelse for fjerde kvartal, som ventes at vise et ekstremt fald på 5,5 pct. målt på kvartalsvis basis efter faldet på 0,5 pct. i tredje kvartal. Opgørelsen indeholder også inflationsindikatoren PCE, som er centralbankens foretrukne inflationsindikator, og med de seneste ekstra bekymringer om deflation vil PCE-komponenten også tiltrække opmærksomhed. BNP-opgørelsen har potentialet til at blive toneangivende ved større overraskelser, dog må en stor mængde dårligdomme være indpriset i markedet fra denne kant.

BRANCHENYT
Læs også