Løkke rede til smal skattereform

Regeringen er rede til at indgå en skattereform uden S-SF, hvis resultaterne nås med lavere skat på arbejde og højere på forurening, siger finansministeren.

Socialdemokraterne og SF har ikke vetoret i skattereformen. For regeringen er det vigtigere at nå resultatet - lavere skat på arbejde og højere skat på forurening - end at sikre politisk bredde bag reformen.

Det siger finansminister Lars Løkke Rasmussen til Ritzau. I går lovede S-SF at forhandle og forlade skatteforhandlingerne sammen. Til gengæld forhandler De Radikale og Dansk Folkeparti på egen hånd og støttes af finansministeren.

- Jeg kan ikke se noget alternativ til, at regeringen laver en god og langsigtet skattereform. Den skal vi have et flertal bag, og jo bredere det er, jo bedre. Men succeskriterium nr. 1 er, at skattedebatten fører til, at vi får lavet en omlægning af vores skattesystem, der er robust, lemper skatten på arbejde, øger skatten på forurening og energi og yder et bidrag til, at det danske samfund også hænger sammen om 5, 10, 15 år, altså er økonomisk langtidsholdbar. Der er ikke noget alternativ til det. Kan vi finde et flertal for det, så bruger vi det flertal. Men det er da klart, at det er da endnu dejligere, hvis det kan blive et meget bredt flertal, siger Lars Løkke Rasmussen.

BRANCHENYT
Læs også