Folkets røst

Når nu demonstrationer i Davos er forbudt i hvert fald i denne uge, må andre forsøge at bære folkets røst frem til kongrescenteret, hvor World Economic Forum holder sit årsmøde.

»Folk har ret til at være vrede. Det er deres skattepenge, der nu bliver brugt til at holde bankerne oppe, men det er deres hjem, deres job og deres børns velfærd, der er blevet bragt i fare af denne kasino-kapitalisme,« siger Guy Ryder, generalsekretær for International Trade Union Confederation, der repræsenterer 168 millioner lønmodtagere i 157 lande.

»Flere end 50 millioner job vil forsvinde i år, og mindst 200 millioner mennesker kastet ud i fattigdom. Intet i Davos har indtil videre givet mig nogen tro på fremtiden. Jeg ser ingen tegn på det lederskab, der skal føre os ud af krisen,« siger Guy Ryder og fortsætter:

»Jeg ser til gengæld vrede, og jeg frygter, at den udarter til social uro. Vi har netop set store strejker i Frankrig og Tyskland, og jeg tror, at det kun er begyndelsen. Hvis ikke magthaverne her i Davos begriber, hvad der er sat i gang, venter der dem en opvågning af dimensioner.«

Limousinerne i Davos har meget mørke ruder, hvilket jo også er en måde til at holde virkeligheden og den sociale kulde på afstand.

BRANCHENYT
Læs også