Chefsekretær på distancen

Hos EDB Gruppen sidder den adm. direktør og sekretær Anja Byrial Hansen ofte på lang afstand af hinanden. • Alligevel har de et tæt parløb, så en travl dagligdag fungerer optimalt for koncernchefen.

Fra bordet, hvor formiddagskaffen indtages på chefsekretærens normale arbejdsplads, er der en storslået udsigt over Grejsdalen og bøgeskoven ved Vejle Fjord. Væggene i kontoret, hvor pc, telefoner og andet udstyr fylder skrivebordet, prydes af flotte fotografier, som hun selv har taget.

35-årige Anja Byrial Hansen er sekretær for adm. direktør Leif Vestergaard i virksomheden EDB Gruppen A/S. Hun har en kontoruddannelse, men brugte i sine yngre dage tiden på en karriere som håndboldspiller på topplan - og var da kendt som profil på kvindelandsholdet.

Efter en årrække med bopæl i udlandet fik hun i første omgang job på en radiostation i Odense, inden hun blev ansat i virksomheden EDB Gruppen. Her har hun de seneste år haft forskellige job, men er i dag sekretær for direktionen og dermed koncernchefen.

Kontor i hjemmet
Anja Byrial Hansen bor i et nybyggerkvarter ved Vejle sammen med familien, som tæller kæresten, der er advokat i København, og de tre børn i alderen fra 11 mdr. til ni år. En stor del af sin arbejdstid tilbringer hun faktisk på hjemmekontoret i villaen - og er dermed ofte en chefsekretær på distancen, som i stedet betjener sig af moderne, digitale kommunikationsformer.

EDB Gruppen har hovedsæde i Herning og afdelinger rundt om i landet samt i både Sverige og Norge. Hendes chef, der i øvrigt selv bor i København, er derfor meget ofte på farten:

Hele tiden i kontakt
»Til trods for at vi ikke sidder tæt på hinanden i dagligdagen, fungerer det fint. Sms, internet, mobiltelefon og andre kommunikationsformer gør, at vi hele tiden kan være i kontakt og klare de ting, som er. Selvfølgelig kommer jeg også til Herning ind imellem, og på den måde kan jeg følge med i, hvad der sker på hovedkontoret. Men en stor del af tiden er jeg på hjemmekontoret,« fortæller Anja Byrial Hansen.

Hun har en bred vifte af opgaver - lige fra at holde styr på chefens kalender og planlægning af møder til eksempelvis at bestille billetter og tage imod henvendelser. En af de største arbejdsopgaver er at udarbejde materiale til bl.a. bestyrelsesmøder og chefmøder. Hun samler trådene mellem selskabets datterselskaber, når de kommer med input til møderne.

EDB Gruppen er tidligere i år blevet solgt og afnoteret fra fondsbørsen. Det skete i en periode, da Anja Byrial Hansen var på barsel. Hun begyndte i november igen efter orlov:

Tavshed er en dyd
»Tavshed er en dyd i mit job, da jeg ofte har stor viden om, hvad der sker og vil ske. Mine kolleger, der overtog for mig under barslen, måtte eksempelvis under opkøbsfasen være meget opmærksomme på at holde alting tæt til kroppen,« siger Anja Byrial Hansen.

Hun fastslår, at der i jobbet som chefsekretær er brug for både at kunne og ville servicere, men også melde klart ud, hvis chefen har for meget fart på eller glemmer noget:

»Hvis Leif pludselig eksempelvis har brug for at få bilen på værksted eller løst andre praktiske gøremål i arbejdsdagen, klarer jeg da også det. Det er en del af jobbet. Men jeg er samtidig typen, som siger det til ham, hvis han har for travlt og glemmer et eller andet i forhold til familien derhjemme,« fortæller chefsekretæren.

Stort ansvar
Anja Byrial Hansen mener, at hun har et spændende job med mange forskelligartede opgaver. Hun siger samtidig:

»Når jeg funderer over, hvad jeg ellers kunne have tænkt mig arbejdsmæssigt, var det nok en længerevarende uddannelse. Men mit liv formede sig anderledes, da jeg var ung, og jeg har valgt at bruge den almene kontoruddannelse, som jeg fik. Heldigvis er jeg nu i en virksomhed, hvor jeg har stort ansvar, frihed og løbende får nye udfordringer. Det er jeg meget glad for.«

BRANCHENYT
Læs også