Fod på moden

Danske Ecco har nu flere afslappede sko, som også bruges i erhvervslivet, med i kollektionerne. Koncernen fortsætter samtidig med at lancere eksklusive sko, som kun sælges i begrænset antal.

Tæt ved 17 mio. forbrugere rundt om på kloden købte i fjor et par sko fra den danske Ecco-koncern. En pæn del af dem var forretningsfolk. Herresko udgør ca. en tredjedel af aktiviteterne, og netop nu arbejdes der i selskabets designcenter med kollektionen til 2010.

Designere og produktudviklere i Tønder har for længst gjort arbejdet færdigt med skoene til de nye vinter- og forårskollektioner, som allerede er i forretningerne - eller kommer det først i det nye år. Trenden inden for herresko er, at Ecco fortsat satser på de klassiske business-sko, som koncernen er kendt for. Men samtidig er der gennem de seneste år også udvidet med flere afslappede, uformelle sko, der i det aktuelle modebillede faktisk kan bruges sammen med habitter eller formelt tøj.

»Vi følger tøjmoden tæt. Trenden er, at sneakers bruges af flere og flere - også til arbejdsbrug. Derfor kommer der flere sko fra os i den stil, som kombineres med de velkendte business-sko,« fortæller Mark Rödel, som er divisionschef for herresko hos Ecco og selv tidligere har arbejdet som designer i koncernen. Han siger:

»Vi er dog altid fokuseret på, at komfort og tekniske egenskaber er afgørende - uanset hvilken type sko, der er tale om.«

Ny teknologi
Divisionschefen fastslår, at de nye satsninger fra den danske koncern også hænger sammen med et skifte i måden at udvikle skoene på:

»Vores styrke er mange års erfaring med skohåndværket samt den udbyggede moderne teknologi. Det gør, at vi kan skifte fra i udviklingen at være meget fokuseret på det produktionsmæssige til også at lade trend og design spille en hovedrolle. Tingene kan spille sammen i kraft af, at vi har håndværket og teknologien,« siger Mark Rödel.

I det kommende forårsprogram, som Ecco lancerer i butikkerne først i 2009, vil der inden for herresko bl.a. være flere nyheder med sneakers, som netop er henvendt til erhvervsmanden. I alle kollektioner har den danske skoproducent dog lagt vægt på, at der er tilbud til forskellige stiltyper, smagsønsker og pengepunge.

»Vi har sko til manden, der vælger sikkert og traditionelt - men ikke er så optaget af mode og går efter en billigere pris. Derefter kommer de lidt dyrere, mere raffinerede sko med detaljer og så business-sko, der næsten kan sammenlignes med håndsyede. For os er det vigtigt at have spændvidden,« mener Mark Rödel.

198 eksemplarer
Ecco's større fokusering på trend, mode og image bekræftes også af, at koncernen er begyndt at lancere serier af herresko, som kun sælges i meget få eksemplarer. Tidligere i år lancerede Ecco således op til OL en serie med et par sneakers, hvor designet var inspireret af kinesisk arkitektur. Senere er kommet yderligere et par sko til, som der kun findes 198 af. De sælges hos ganske få, udvalgte forretninger.

Prisen på herreskoene i de serier ligger i en klasse over, hvad velkendte Ecco-sko ellers typisk koster. Men er samtidig et signal fra den danske koncern om, at den også vil konkurrere med andre modebrands om den del af markedet.

Image
I Ecco's designcenter, som ligger i udkanten af Tønder, erkendes, at der er stor forskel på selskabets image i hjemlandet og så ude i verden:

»Det er nok lidt svært at vænne mange unge mænd i Danmark til, at Ecco også er andet end klassiske herresko, da de er opvokset med mærket og har dannet sig et indtryk uden at vurdere vores nye sko. På eksportmarkederne er det helt anderledes. I eksempelvis Asien og Østeuropa er der stor prestige forbundet med vores sko - også blandt de unge, som vil være med på den nyeste trend,« fastslår Mark Rödel.

BRANCHENYT
Læs også