Energiprisfald luner

Hver femte eksportvirksomhed mener, at faldet i energipriserne får positiv betydning for eksporten.

Mens dampen er gået af eksportmaskinen, så har finanskrisen og afmatningen i verdensøkonomien budt på voldsomme fald i priserne på energi.

En tønde Brent råolie, der i juli kostede over 140 dollars, kan nu fås for ca. 40 dollars.

Hver femte virksomhed i eksportbarometeret mener, at det får positiv betydning for eksporten, men 1 af 20 virksomheder derimod mener, at prisfaldene har negativ betydning. Det kan f.eks. dreje sig om virksomheder, som sælger energibesparende produkter eller f.eks. produkter til vindmølleindustrien.

Særligt fødevareindustrien glæder sig imidlertid over energiprisfaldene. Knap 4 af 10 fødevarevirksomheder mener, at det har positiv betydning. Derimod er begejstringen til at overse i it-sektoren. Her er det kun 1 af 13 virksomheder, der blot tildeler det ”lille positiv betydning”.

Men den tiltagende økonomiske afmatning sætter en kæp i hjulet for begejstringen over prisfaldene:

Ikke nogen købere
»Umiddelbart er det måske overraskende, at ikke flere virksomheder mener, at det er positivt. Men det skal ses i sammenhæng med, at efterspørgslen falder så markant. Mange af virksomhederne kan se, at det bliver billigere, men der er bare ikke nogen købere. Derfor kan virksomhederne blive nødt til at sænke priserne mere, end energiprisfaldene giver grund til,« påpeger erhvervsøkonomisk chef i DI Kent Damsgaard.

BRANCHENYT
Læs også