Bankernes fusionsbølge udebliver

Danmark er det nordiske land, der har flest banker, og med blot 13 fusioner i løbet af året er der lange udsigter til, at det bliver anderledes. Bankpakken, bankernes eget it-systemer samt bankernes ejerbegrænsninger er alt sammen med til at blokere for den fusionsbølge, som både sektoren og regeringen venter på.

Der bliverhvisket meget om det på gangene i bankerne, men meget lidt sker. Lidt ligesom de to vagabonder Vladimir og Estragon venter på Godot, venter de danske bankdirektører, bankanalytikere og ikke mindst de finansielle rådgivere på, at den længe ventede opkøbsbølge ruller hen over landets banker.

Det har f.eks. svirret med rygter om, at Nykredit var tæt på at overtage Amagerbanken. Og at Sydbank var ude efter Fionia Bank. Og Nordea havde kig på FIH Bank. Blandt andet.

Men indtil nu er de store opkøb udeblevet. Det er på trods af, at både Fionia Bank og FIH Bank åbenlyst har sat sig selv til salg. Det er også på trods af, at regeringen har designet en hel bankpakke, der gerne skulle få bølgen til at skvulpe.

Tæller man revl og krat med - dvs. inklusive konkurser - blev det til godt 13 fusioner og overtagelser blandt bankerne i 2008, og det er blot tre fusioner mere end året før, viser en nylig opgørelse fra Finansforbundet.

Danmark er det land i Skandinavien, der har flest bankfilialer set i forhold til befolkningen, viser statistik fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening, og det billede har næppe ændret sig med de 13 banker, der er fjernet fra kortet.

Ved indgangen til 2008 havde Danmark knap fire filialer pr. 10.000 indbygger, mens Sverige og Norge har henholdsvis to og tre filialer.

Her vil den magelige læser nok spørge, hvad problemet egentlig er. Det er jo dejligt, at bankkunden stort set aldrig har behov for at gå mere end 200 meter, før han støder ind i den næste hæveautomat eller filial i selv den mest øde provinsby.

Mange af de små banker er presset af de øgede lovkrav og administrative byrder, påpeger bl.a. professor Per H. Hansen fra Handelshøjskolen i København.

Lige nu forhandler regeringen om en ny redningspakke til bankerne. Hvor den første redningspakke skulle redde likviditeten og øge indskydergarantien, er formålet med den nye pakke at skyde ny kapital i bankerne og dermed øge soliditeten.

Det er især de små banker, der har svært at finde ny ansvarlig lånekapital på det stramme internationale kapitalmarked, påpeger eksperterne.

Den første redningspakke til bankerne skulle give bankerne et toårigt pusterum, som de kunne bruge på at finde sammen og dermed komme til at stå stærkere. Men nu knap tre måneder efter at pakken blev offentliggjort, er opkøbene så godt som gået i stå, og imens løber sandet ud af det timeglas, der er indbygget i pakken.

Der er flere forklaringer på, hvorfor opkøbene udebliver, og en af de forklaringer er redningspakken selv. Den første bankpakke kan koste sektoren op til 35 mia. kr., og dermed dræner den bankerne for den kapital, der ellers kunne være brugt på opkøb, understreger flere af de analytikere, der til daglig følger bankerne.

Dertil kommer, at en bank påtager sig en større del af milliardregningen ved en overtagelse af en anden bank. Dermed har regeringen netop skabt et incitament for at vente to år med at købe en konkurrent i modsætning til at gøre det inden for bankpakkens løbetid.

Som en del af den første bankpakke oprettede regeringen Afviklingsselskabet til finansiel stabilitet, der skal sikre indskyderne i tilfælde af et konkurs. Analytikere peger på, at denne nye konstruktion - Afviklingsselskabet - i sig selv forhindrer opkøb og fusioner. Logikken lyder, at de opkøbssultne banker nu venter på, at en nødlidende bank ryger ind i afviklingsselskabet, hvorefter de kan købe godbidderne ud af dødsboet og overlade håndteringen af de dårlige lån og de vrede aktionærer til andre.

Da Roskilde Bank krakkede, købte Nordea, Sparkassen Nord og Arbejdernes Landsbank filialnettet ud af den kriseramte bank. Forleden oplyste de tre banker, at de fører 1.400 erhvervskunder tilbage til resterne af Roskilde Bank. Det var nemlig en del af salgskontrakten, at de tre købere kunne aflevere de kunder tilbage, som de ikke var interesseret i.

Og det er naturligvis forhold, som en køber til en bank uden for afviklingsselskabet ikke har mulighed for. Overtager en bank f.eks. lige nu Fionia Bank, overtager den naturligvis banken med rub og stub, både gode, solide kunder og kunder, der aldrig burde have været i nærheden af en kreditafdeling. Satser køberen derimod på, at banken krakker, kan køberen senere vælge og vrage de dele ud, den ønsker, som med udsalgstøj i en rodebunke.

En anden barriere for konsolidering er begrænsningerne på ejernes rettigheder, som især mange af de mindre banker har stillet op. Dette drejer sig typisk om begrænsningerne på, hvor mange stemmer en aktionær kan opnå. For eksempel kan ingen aktionærer i Amagerbanken opnå kontrol over mere end 1/1.000 af aktiekapitalen, og det er uanset, hvor mange aktier investoren så ellers ejer.

Professor Michael Møller fra Handelshøjskolen i København understreger, at disse ejerbegrænsninger gør det svært at sælge en bank, medmindre bestyrelsen går helhjertet ind for det. I andre børsnoterede selskaber har en overtagelsesvirksomhed mulighed for en såkaldt fjendtlig overtagelse, hvor man køber aktier op til dagskurs og dermed opnår kontrol med virksomheden og efterfølgende skifter bestyrelsen ud. Denne mulighed har mange banker vedtaget sig ud af.

Dertil kommer en gammel traver, der bliver hevet frem igen og igen som forklaring, og det er bankernes it-systemer. Bankerne i Danmark er i dag fordelt på tre datacentraler, nemlig BEC, Bankdata og SDC, og det er både dyrt og besværligt for bankerne at skifte fra det ene it-system til det andet.

For at slippe ud af sådan en aftale med EDB-leverandørerne skal der slippes et ikke ubetydeligt udtrædelsesgebyr, der afhænger af bankens omsætning, og som kan svinge fra et tocifret til et større trecifret millionbeløb.

Da Vestjysk Bank f.eks. overtog den kriseramte Bonusbank, måtte den betale knap 30 mio. kr. i afgift til Bonus Bankens it-leverandør Bankdata. Dertil kommer naturligvis alle integrationsomkostninger ved at overføre bankens data og kunder til et andet it-system.

Hvor der er røg, er der håb om ild. Når der trods alle barriererne alligevel hviskes og sladres blandt finanskilder om, hvilken bank der bejler til hvem, er det, fordi der stadig er branchekendere, der tror på en nærtforestående opkøbsbølge.

Men måske skal de håbefulde aktører bruge kikkert i stedet for lup. Ifølge flere analytikere befinder nogle af de mest kapitalstærke banker med appetit på det danske marked sig uden for landets grænser. Og blandt disse kilder nævnes navne som den norske bank DnB Nord og svenske Skandinaviske Enskilda Banken som mulige bydere på bl.a. Amagerbanken og Fionia Bank.

BRANCHENYT
Læs også