Finanstilsynet spiller fallit

Bernard Madoff's bedrag er utroligt og har blotlagt svagheder hos myndighederne.

Takket være sit utrolige svindelforetagende er den amerikanske finansmand Bernard Madoff indtil videre i en klasse for sig.

Som det sker med al omfattende svindel og bedrag, løb han tør for penge, og det blev hans skæbne. I årevis udbetalte han afkast til eksisterende investorer ved hjælp af kapital, som han rejste hos nye investorer. Den fremgangsmåde er kendetegnende for svindelforetagender med en pyramideagtig struktur.

Da økonomien strammede til, og Madoffs kunder krævede ca. syv mia. dollars indfriet, havde han dem ikke. Det var omtrent på det tidspunkt, at han erkendte, at han havde gang i et kæmpemæssigt svindelnummer, siger myndighederne.

Ifølge Madoff's eget skøn løber tabene op i måske 50 mia. dollars. Det er ikke godt at vide, hvor mange kunder der går samme skæbne i møde hos andre kapitalforvaltere i takt med krav om indfrielse af fordringer.

Det er ikke noget kunststykke at anholde en mand, der meddeler ordensmagten, at »der ikke er nogen harmløs forklaring« på hans handlinger, og at han regner med at skulle i fængsel. Finanstilsynet har forpasset mange muligheder de seneste 10 år for at afdække hans virke - selv efter at have modtaget detaljerede tip.

Det er uklart, hvorfor Finanstilsynet ikke formåede at bremse Madoff - årsagen kunne være demoralisering, inkompetence, manglende interesse eller en kombination heraf. Vi kan dog sige med sikkerhed, at mange andre store svindelnumre finder sted uhindret den dag i dag - og at myndighederne måske ikke er interesserede i at gribe ind, selv om de har kendskab til dem.

Når alt kommer til alt er Madoffs svindelnummer - i hvert fald i ånden om ikke i sit forbryderiske sigte - ikke væsensforskellig fra den forretningsmodel, som er set hos nogle af landets største kuldsejlede finansinstitutioner.

I maj i fjor, fire måneder før det amerikanske forsikringsselskab American International Group (AIG) var ved at gå konkurs, øgede selskabet sit udbytte og afslørede samtidig planer om at ville rejse 12,5 mia. dollars. Senere, da selskabet løb tør for penge, fik det fra staten en økonomisk håndsrækning, der nu antager et omfang på ca. 150 mia. dollars.

Om det skal benævnes pyramidestruktur eller noget knapt så uheldsvangert, så betalte AIG hidtidige investorer med penge hentet hos nye investorer.

Det samme kan siges om mange banker, der brugte milliarder af dollars i form af kapital erhvervet de senere år. De fortsatte med at betale store udbytter, selv da deres balance lige så stille smuldrede.

Det er derfor et godt spørgsmål, hvorfor andre pyramidelignende foretagender (hidtil) er sluppet helskindet fra deres aktiviteter takket være skatteyderbetalte redningsaktioner, mens Madoff havnede i fælden.

Madoff tilstod selvfølgelig, og det, som han havde foretaget sig, var himmelråbende. Dertil kommer, at hans fald ikke truer med at vælte det globale finanssystem, så vidt vi da ved. Men den bedste forklaring finder vi måske i en tale den 4. december af Finanstilsynets formand, Christopher Cox.

Han talte om, hvorfor staten har brug for en udgangsstrategi for at kunne afvikle sine mange redningsforpligtelser.

»Det mest påfaldende problem i relation til udviskning af grænsen mellem staten som kontrolinstans og erhvervslivet som den kontrollerede part er - set med Finanstilsynets øjne - at det truer med at underminere vort kontrolsystem,« sagde Cox.

»Når staten bliver både dommer og spiller, ændrer spillet sig radikalt for andre deltagere. Regler, der måske ville blive strengt håndhævet over for konkurrenter i den private sektor, vil ikke nødvendigvis blive håndhævet på samme måde over for den instans, der opstiller reglerne.«

Cox forsømte at sige, at finanstilsynet allerede var en tandløs tiger under hans ledelse, længe før redningsaktionerne i 2008 rodfæstede sig. Han fortjener dog en cadeau for at være oprigtig. Finanstilsynets formand har nu officielt erklæret, at staten ikke kan forventes at håndhæve landets børslovgivning objektivt i virksomheder, hvor dens økonomiske interesser står på spil.

Han har ret. Staten kan ikke stå mål med opgaven, selv om den gerne ville.

Madoff er formentlig ikke den største svindler i pyramideselskabslignende aktiviteter. Han er blot den første af sin kaliber, som blev pågrebet i det nuværende faldende marked.

Han vidste også, at han var et lovligt bytte for staten. De, der driver virksomhed med støtte fra skatteyderne, ved, at der er en pæn chance for, at de ikke er det. Så længe det er sådan, er den nuværende tillidskrise langtfra ovre.

BRANCHENYT
Læs også