Krisen ryster eksportvirksomhederne

To af tre danske eksportvirksomheder registrerer en effekt af finanskrisen. • Faldende aktivitet, fyringer og strammere kreditvilkår er konsekvenserne.

Den vedholdende og ekspanderende finanskrise er nu for alvor nået ud til de danske eksportvirksomheder.

To af tre virksomheder oplever, at finanskrisen har negativ betydning. Heraf mener tre af ti, at finanskrisen har ”stor” negativ betydning.

Det viser Morgenavisen Jyllands-Posten og Rambøll Managements halvårlige eksportbarometer.

»Finanskrisen har forstærket nedgangen i efterspørgslen. I oktober og november er både forbrugere og virksomheder stort set holdt op med at efterspørge alt, hvad der ikke er absolut nødvendigt. Der er meget stor mistillid lige nu,« siger erhvervsøkonomisk chef i DI Kent Damsgaard.

Flere må afskedige
Tre af fire berørte virksomheder oplever faldende aktivitet som en direkte konsekvens af finanskrisen.

Godt hver femte forventer, at det vil resultere i ”færre medarbejdere” og hver syvende peger på, at finanskrisen fører til ”strammere kreditvilkår”. Knap hver tiende oplever ”strammere likviditet” som en konsekvens af krisen.

»Det rammer ikke kun på efterspørgslen, men også udbudssiden. Vi har i mange år kæmpet med mangel på arbejdskraft, men nu er der mangel på udbud af kapital, og det bliver værre næsten dag for dag,« siger Kent Damsgaard.

Små virksomheder med under 20 ansatte, der er berørt af finanskrisen, er særligt hårdt ramt: Mere end 8 af 10 oplever lavere aktivitet.

»Finanskrisen påvirker nu stort set alle i erhvervslivet. Det er blevet en verdensomspændende krise, der efterhånden påvirker virksomheder hele vejen rundt,« siger cheføkonom i Danske Bank Steen Bocian.

Usikkerhed om betaling
Finanskrisen betyder også, at det er blevet langt sværere for virksomheder at tegne eksportkreditforsikringer, som dækker tab opstået ved, at den udenlandske importør ikke betaler for de tilsendte varer.

»Det betyder, at eksporten går i stå. Man vil ikke sende varer ud af landet, når man ikke er sikker på at få sine penge. Mange steder kan importørerne heller ikke gå i banken og låne penge til at forudbetale. Den finansielle klemme rammer rigtig hårdt mange steder,« påpeger cheføkonom i Danmarks Eksportråd Jacob Warburg.

Særligt fødevarevirksomheder og virksomheder, der eksporterer til Rusland og Østeuropa, er i vanskeligheder. •

BRANCHENYT
Læs også