De største venter flest fyringer

Hver fjerde eksportvirksomhed i industrien forventer, at medarbejderstaben falder i 2009. Medarbejdere i Danmark er i skudlinjen, mens der er udsigt til flere medarbejdere i udlandet.

Mens mangel på arbejdskraft har præget det meste af 2008, står mangel på arbejde til at blive et langt større problem i 2009.

Hver fjerde eksportvirksomhed i industrien forventer, at medarbejderstaben reduceres i 2009.

Det viser Morgenavisen Jyllands-Postens og Rambøll Managements halvårlige eksportbarometer.

15 pct. forventer dog modsat at få flere medarbejdere i 2009.

Der er imidlertid sket et kraftigt skred siden december 2006, da eksportbarometeret senest tog temperaturen på udviklingen i virksomhedernes medarbejderstab. Dengang - da højkonjunkturen endnu var på sit højeste - var det kun hver 20. virksomheden i industrien, der forventede at få færre medarbejdere i 2007.

Følsomme brancher
Fyresedlerne hænger også løse inden for service-, finans- og transportbranchen. Her venter 16 pct. af virksomhederne at få færre medarbejdere i 2009. Til gengæld venter hele 35 pct. dog, at medarbejderstaben vokser.

Medarbejdere ansat i udlandet af danske selskaber har ikke grund til at frygte for deres job. Kun 4 pct. af virksomheder forventer, at medarbejderstaben i udlandet skrumper i 2009, mens 11 pct. venter, at den stiger. Den outsourcingsivrige it-sektor trækker kraftigt op blandt andelen af virksomheder, der venter at øge medarbejderstaben i udlandet - det gør nemlig 28 pct. af it-virksomhederne.

For to år siden var eksportvirksomhederne dog langt mere optimistiske eller ivrige for at outsource. Dengang ventede 23 pct., at medarbejderstaben i udlandet ville vokse - blot 1 pct. forventede tilbagegang.

Tilsyneladende er det mest usikkert at være ansat i en stor virksomhed, hvis man er nervøs for at blive afskediget. 27 pct. af virksomhederne med over 50 ansatte venter nemlig, at medarbejderstaben skrumper i 2009, mens blot 15 pct. venter, at den vil stige.

Netop som følge af den rekordlave ledighed de seneste år har virksomheder oplevet, at det er svært og omkostningsfuldt at skaffe medarbejdere. Derfor har de fastholdt dem længere, end virksomhedernes aktivitet har skabt grundlag for, vurderer Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen.

»Nu ser vi, at ledigheden er begyndt at vende. Jeg tror, at opbremsningen i efterspørgslen er så kraftig, at virksomhederne nu godt kan se, at de ikke har behov for al deres arbejdskraft. Det betyder, at vi må forvente en kraftig udvikling i ledigheden,« siger Jes Asmussen.

Arbejdsmarkedspolitisk chef hos DI Mette Rose Skaksen ser eksportbarometerets tal som et tegn på, at arbejdsmarkedet vender nu.

»Det er endnu en klar stømpil i retning af, at beskæftigelsen vender, og at den vender nu,« siger hun og pointerer, at de mest eksporttunge virksomheder er særligt hårdt ramt af nedgang og uro i verdensøkonomien.

BRANCHENYT
Læs også