Flere arbejdsløse end ventet

52.000 danskere er nu fuldtidsledige. Hastigheden i ledighedsudviklingen overstiger bankøkonomernes forventninger. Handelsbanken forventer, at ledigheden kan nå op på 200.000 personer i 2010. Behov for finanspolitisk redningspakke vokser.

Finanskrisen smitter nu af på ledighedsstatistikken. Ledigheden steg med 2.800 personer på en måned frem til november 2008. Det svarer til en ledighed på 1,9 pct., mens bankøkonomerne i gennemsnit havde forventet 1,7 pct.

Sydbanks chefanalytiker, Christian Hilligsøe Heinig, vurderer, at ledigheden vil stige kraftigt de kommende måneder.

»Virksomhederne har overraskende længe ignoreret de lavere vækstspor, som dansk økonomi slog ind på i slutningen af 2006, men de barske realiteter synes efterhånden at være gået op for dem,« siger chefanalytikeren.

Han understreger, at der er betydelig risiko for, at der vil opstå en ”ketchup-effekt” for ledighedsudviklingen de kommende måneder.

Handelsbankens cheføkonom, Jes Asmussen, forventer nu, at ledigheden kan nå helt op på 150.000-200.000 personer i 2010 - og at den allerede i år vil blive fordoblet til over 100.000.

Ledigheden har reelt været stigende siden august. Det får nu flere bankøkonomer til at fremhæve behovet for en finanspolitisk stimulering af økonomien, som bl.a. LO foreslår.

Jes Asmussen vurderer, at behovet er hastigt stigende.

Samme vurdering har Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen:

»Stadig mere tyder på, at det også kan blive nødvendigt med yderligere stimuli f.eks. i form af ufinansierede skattelettelser, offentlige investeringer i infrastruktur og lignende,« siger Nordeas cheføkonom.

Ifølge Jyske Bank er jokeren lige nu, hvor meget de ældres afgang fra arbejdsmarkedet vil kunne afbøde stigningen i arbejdsløsheden.

»Men spørgsmålet er, om det kan forhindre ledigheden i at løbe fra os,« påpeger seniorøkonom Niels Rønholt.

Jyske Bank vurderer dog - på linje med vismændene - at det fortsat er for tidligt at foretage finanspolitiske lempelser.

»Men omvendt skal vi passe på med ikke at stirre os blinde på den stadig meget lave ledighed. Det kan komme til at gå meget stærkt. Vi tror fortsat, at der bliver behov for en finanspolitisk pakke i løbet af anden halvdel af 2009,« pointerer Niels Rønholt.

..

Hvis du allerede har adgang
BRANCHENYT
Læs også