Tal pænt til din bankrådgiver

rådgivning Finanskrisen har øget presset på bankrådgiverne. De bliver oftere chikaneret.

Jeg var ca. 25 år, da jeg mistede min dyd.

Jeg var til møde med min bankmand. (Den titel brugte man dengang.) Ham kan vi kalde Verner.

Verner var en rigtig bankfuldmægtig. Myndig, fast i mælet med en lidt tvivlsom slipsesmag, som man i dag ville betegne som ”retro”.

Verner sagde ikke bare ja, hver gang jeg fik en idé til at bruge penge - eller rettere bankens penge.

»Ved du hvad, Lars. Betal du lidt mere af på den bil, før du køber en ny. Tag det roligt. Duften af ny bil forsvinder alligevel efter 14 dage.«

Verner var urokkelig. Da jeg efter at have fået udbetalt et pænt beløb for overarbejde, uvarslet blev medlem af topskatteydernes dengang eksklusive klub, fik jeg en skatteregning i omegnen af 20.000 kr.

Det var mange penge dengang, men jeg har ikke taget skade - og hvad mener I, om ungdommen i dag?

Nå, det løb af med mig!

Men jeg måtte lige en tur forbi Verner for at få en større kassekredit.

Det fik jeg, men ikke "lige", for først skulle jeg lytte til en flere minutters lang enetale om værdien af at lave og overholde et budget, krav om en kautionserklæring fra min far samt beskeden om, at jeg skulle betale mere i rente, fordi »du nu er en mere risikabel kunde for banken. Forstår du det?«

Det gjorde jeg faktisk og gik fra banken med en fornemmelse af alvor, respekt og rødmen i kinderne - fast besluttet på aldrig at bringe mig en sådan situation igen.

Og nu kommer vi til det med den mistede dyd.

For min samlever fik via sit job et tilbud om at blive kunde i en anden bank. Jeg kontaktede en bankrådgiver, som vi kan kalde Anette, og hun kunne glad bekræfte, at hun gerne så os som kunder, og at rentesatserne for udlån lå væsentligt under de satser, vi betalte nu.

I den klare forventning om et: »Tak for denne gang,« tog jeg ned til ban-ken for at sige farvel til Verner og hans slips.

Men han forandrede sig, da han så rentesatserne fra konkurrenten.

»Undskyld mig et øjeblik, jeg skal lige have godkendt det her,« lød det fra min nu eroderende bankklippe.

Efter et hastigt besøg hos sin filialdirektør kom han tilbage, og hans ansigt var ændret. Hans slips sad skævt, og han talte usammenhængende.

»Det der er et godt tilbud, men det kan vi matche. Du kan få det sådan her.«

Rentesatserne var faldet ca. 6 pct. point - dog opdagede jeg så, at der var sat en fast rente på 2 pct. på hovedstolen af kassekreditten, uanset om vi hævede på den eller ej.

Da blev jeg sur.

» Jeg vil da ikke betale for en gæld, jeg ikke har,« sagde jeg med uvant dristighed.

»Det kan jeg godt forstå, men jeg skal jo også have noget ud af det,« mumlede Verner og slog øjnene ned.

»Jamen, hvordan kan renterne pludselig falde så meget fra den ene dag til den anden? Er det her en købmandsbutik,« røg det ud af mig.

»Ja, det kan du godt kalde det,« lød det ærligt fra min bankmand.

Siden den dag har jeg mistet min jomfrunalske holdning til bankverdenen. Banker er forretning. De lever af os, men vi kan ikke undvære dem. Længere er den ikke. Fat det!

Jeg har oplevet min senere bankrådgiver Anette forsøge at sælge mig en livsforsikring med løftet om, at den kunne fratrækkes i topskatten. På mit spørgsmål om, den så ikke blev beskattet ved udbetaling, lød det efter flere minutters fortvivlet bladren i et chartek.

»Undskyld, jeg ikke kan svare, men vi har altså kun fået en halv dags undervisning i at sælge livsforsikringer.«

Samme bankrådgiver var i alvorlig tvivl om, hvorvidt man kunne købe obligationer tilbage under kurs 100.

»Jamen, skal de ikke altid indfries til kurs 100,« lød hendes spørgsmål. Det skal så siges, at det var, før lodrette konverteringer blev moderne, og det lykkedes hende faktisk at sælge obligationerne til en kurs under 90. Alle var glade.

Hun og jeg havde flere samtaler om, hvor mange finansielle discipliner, bankrådgivere pludselig skulle kunne mestre. Og vi var enige: Det var mange.

Siden er der kommet flere.

Jeg har oplevet, at en af mine mange tidligere rådgivere en fredag eftermiddag ringede til mig og ville sælge et dybt kompliceret produkt i form af en hedgeforening med en stemme, som var han opråber i et gøglertelt.

Det sker ikke med min nuværende rådgiver, som jeg vil kalde Jette. Vi ved, hvor vi har hinanden: Noget for noget, så skal det nok gå.

Det forventes i dag, at bankfolk er omvandrende regneark med specialviden på alle områder.

Det gør mig ondt at læse, at bankfolk i stigende grad bliver udsat for chikane og trusler fra kunder, der er desperate eller bare ikke har tænkt sig om.

Det hører ingen steder hjemme. Tal ordentligt til jeres bankrådgiver.

Når det så er sagt, kære bankrådgivere: Er I helt sikre på, at I lever op til jeres jobbeskrivelse - altså at rådgive?

Hvis ikke, var det så ikke en idé at sige fra eller som minimum tage en diskussion med ledelsen om, hvor meget I skal kunne gabe over? I har vel også et fagligt og etisk ansvar på niveau med ansvaret for den solide månedsløn.

Tænk over det.

BRANCHENYT
Læs også