Politiet tror ikke på Bagger

Stein Bagger har flere gange bedyret, at han vil samarbejde med politiet, og han har tilstået både bedrageri og dokumentfalsk. • Det blev klart på gårsdagens retsmøde, at anklagemyndigheden har dyb mistillid til den bedragerisigtede.

Stein Baggers forklaringer bliver mødt med åben mistillid hos politiet. Man tror simpelt hen ikke på forklaringer om afpresning, aflevering af sammenrullede pengebundter på parkeringspladser om aftenen og en tur tværs over USA uden nogen kontakt med andre.

»Vi ved ikke, hvad han lavede derovre. Måske gravede han en masse penge ned i Nevada-ørkenen eller slettede spor efter sig. Det skal vi finde ud af,« siger vicestatsadvokat Per Justesen fra bagmandspolitiet.

Gensidig mistillid


Stein Baggers forklaring på USA-turen har været, at han skulle klare sine tanker.

Han har tilkendegivet samarbejdsvilje og har tilstået at have bedraget og begået dokumentfalsk. Men da parterne i går tørnede samme på et retsmøde, hvor Lyngby Ret skulle tage stilling til en fortsat varetægtsfængsling af Stein Bagger, var den gensidige mistillid tydelig.

Stein Bagger har siddet i fængsel siden den 16. december, og i går blev det forlænget til den 6. februar.

Per Justesens argumenter for forlænget varetægtsfængsling vandt altså gehør hos dommer Søren Holm Serup.

Fokus på svensker
»Han stak af til USA, og der er god grund til at tro, at han alene meldte sig selv, fordi han var eftersøgt af international politi. Det ville blive for kedeligt på flugt. Han har også selv sagt, at han har erkendt, at han har slettet bevismateriale i form af e-mails. Bl.a. derfor skal han forblive fængslet,« siger Per Justesen.

På retsmødet, som var delvist lukket for offentligheden, kom det frem, at politiets efterforskning i høj grad retter sig mod svenske Mikael Ljungman, som hjalp Stein Bagger på flugten i en uges tid i USA med både køretøj - en Audi - og med penge.

Systematisk løgner
Når politiet nærer dyb mistro til Stein Baggers forklaringer, skyldes det bl.a., at han har en solid forhistorie som systematisk løgner. Han har løjet over for sin hustru, over for medarbejderne i IT Factory, over for Asger Jensby, der var hans nære samarbejdspartner, og over for finansmanden Allan Vestergaard, som sammen med Stein Bagger formodes at eje halvdelen af selskabet Agios.

Stein Baggers forsvarer, Lars Kjeldsen, er på sin side langt fra imponeret over, hvad politiet har fået udrettet i de fire uger, hans klient har siddet i fængsel. Han mener desuden, at politiet og anklagemyndigheden har fortalt så meget om sagen og efterforskningen til medierne, at der ikke er grund til en fire uger lang varetægtsfængsling.

Alle er advaret
»Alle, der kan være mistænkt, er jo advaret,« sagde han ved retsmødet og havde dokumentation med i form af mapper med avisklip, som han delte ud til både modparten, dommerne og journalister.

Han og Stein Bagger var indstillet på en forlængelse af varetægtsfængslingen i to uger, men dommerne valgte altså at følge anklagemyndigheden. •

BRANCHENYT
Læs også